I august blev medarbejdere i Norlys orienteret om en fyringsrunde. Nu er den gennemført.
Norlys har afskediget 137 medarbejdere og har dermed gennemført en fyringsrunde, der blev varslet i august.
Det skriver tele- og energiselskabet i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at fyringerne skyldes en organisationsændring efter flere år med fusioner og opkøb.
Norlys overtog teleselskabet Telia i 2024. Siden da har man været i gang med at sammenlægge de to selskaber til ét.
Sammenlægningen har ifølge Norlys "helt naturligt medført", at der er kommet "dobbeltfunktioner og muligheder for synergier".
Kathrine Forsberg, direktør for kundeforretningen i Norlys, siger i meddelelsen, at det har store menneskelige konsekvenser, når medarbejdere skal afskediges.
- At skulle opsige medarbejdere er bestemt ikke en beslutning, vi har taget let på, derfor har vi afsøgt muligheden for at omplacere nuværende medarbejdere til ledige stillinger eller arbejdsopgaver, som i dag varetages af eksterne konsulenter, siger hun.
Afskedigelserne har hele tiden skullet finde sted i slutningen af september. Det orienterede Norlys sine medarbejdere om i august.
Dengang lød det, at selskabet ville nedlægge ti procent af stillingerne i kundeselskabet, som har 2450 ansatte.
Over for Børsen oplyser Norlys, at man efter de 137 fyringer har nået den udmeldte målsætning.
Det hænger sammen med, at flere ubesatte stillinger er blevet nedlagt, og at nogle ansatte er blevet flyttet over i andre job, skriver Børsen.
De opsagte medarbejdere vil blive tilbudt karriereforløb, kurser og vejledning, skriver Norlys.
De vil blive fritstillet, når deres arbejdsopgaver er overdraget.
Hele Norlys-koncernen har 4500 medarbejdere.
I løbet af årets første seks måneder har Norlys haft et underskud på 420 millioner kroner før skat. Til sammenligning havde selskabet et overskud på 175 millioner kroner året inden.
Omsætningen voksede derimod med en fjerdedel og endte på 8,2 milliarder kroner.
Begge dele forklarede Norlys med opkøbet af Telias danske mobilforretning.
Norlys er ejet af over 800.000 andelshavere og er et resultat af en fusion mellem energiselskaberne Eniig og SE i 2020.
Koncernen ejer blandt andet landets største fibernet, elnetselskabet N1 og halvdelen af Eurowind Energy, som driver en række vindmølleparker.
/ritzau/