Med denne klumme bevæger jeg mig ind i et felt, hvor jeg med al sandsynlighed vil blive misforstået og anklaget for at mangle hjertevarme, empati og medfølelse.

Det skal handle om børn, unge og sorg – og død. Børn, som pårørende til syge og døende forældre – og hvordan sundhedssystemet og vi som samfund er de børn og unge nærværende i dét, der er ethvert barns værste mareridt: at mor eller far bliver syge og i værste fald dør.

Derfor skal min egen fortælling være prologen for det, der er mit ærinde. Og jeg håber så inderligt, at det hele bliver læst i den ånd, det er skrevet. Min far døde en sommermorgen for 20 år siden. Hans hvide seng udlånt af Vejle Amts Sygehus stod i den lille stue mod syd med vinduer ud til haven, så han kunne holde øje med småfuglene, der pjaskede i fuglebadet. Hugget i bornholmsk granit.

Han havde fået det til sin fødselsdag sommeren forinden. I det tidlige forår havde han selv fortalt os, hvor syg han var. Kræft i bugspytkirtlen. Ingen behandlingsmulighed. Måske en to-tre måneder – måske et halvt år havde han tilbage af sin udmålte tid.

Han ville dø hjemme hos min mor, bror og mig. Og det gjorde han. Vi forberedte os ikke på døden, det visit kan intet menneske forberede sig på. Det skal vi heller ikke. Det besøg skal vi ikke kunne mestre eller 'have styr på', som det moderne menneske går rundt og har 'styr på' og styrer sit liv. Men hver aften tog vi afsked – ikke bare med hinanden, men med dén dag, den tid og det liv, vi havde fået skænket med hinanden.

Over aftenkaffen genfortalte han et kapitel af Martin A. Hansens roman 'Jonatans rejse'. Den sidste bog, han læste. I den skindbetrukne øreklapstol sad han om eftermiddagen og læste og blev, som han sad der, lidt mindre – lidt mere træt.

Han ventede ikke på afslutningen, men på hver ny dags begyndelse. På solen i øst. På solopgangen fra det høje og med den et gensyn i landet bag hav med alle os, der var hans liv. Os, der var omkring ham den morgen, han blev hentet hjem til vores far i himlen.

Det himmelske hjem. Og vores hjem, mit barndomshjem var for evigt forandret. For 'selv stuerne, tingene hvisker, at intet er mere som før. Og menneskers trøst bliver til tomme ord, hver gang et menneske dør,' skriver Lisbeth Smedegaard Andersen.

Døden er det allermest naturlige og er uomgængelig. Vi prøver det alle sammen. Alle sammen. Og ingen – ingen – kan bære et andet menneskes kiste og stå og se ned i den mørke muldjord, uden at det ændrer en – for sorgen bliver en trofast medvandrer.

En engel skal vi tage ved hånden. Jeg har englen fra min fars grav med mig hver dag. Hjertesorg og hjertets glæde. Sorgen ændrer hele ens liv ned i alle de små hjerteknusende hverdagsting – når man står op om morgenen og konstaterer, at pladsen i køkkenet stadig er tom, når man laver aftensmad til en mindre, når man holder jul, rydder sne om vinteren og sår gulerødder i foråret – når man har et knirkende babybarn på armen.

Den næste generation, som min far ikke ser. Men han så, min barndom sluttede, dengang han lukkede sine øjne. Da jeg som helt ung erfarede livets ophør. Blev pårørende og efterladt, som 16 børn landet over hver dag mister en mor eller en far.

Dengang min far døde, blev vi ikke tilbudt hjælp, sorggruppe, psykolog eller samtaleforløb. Der fandtes heller ikke noget Nationalt Sorgcenter, og foreningen Børn, Unge og Sorg var vist lige etableret. Jeg har alt muligt godt at sige om deres store og vigtige arbejde, og børn, som mister, skal tilbydes lige så meget hjælp som skilsmissebørn, der som regel får større opmærksomhed.

Ganske enkelt fordi en skilsmisse er anderledes at håndtere end døden. Men vi skal også være varsomme og holde op med at kalde alle livets store sorger for traumatiserende oplevelser. Det er ikke et traume at miste en forælder, og sorg er ikke en sygdom – men det kaster lange skygger ind over ens liv.

Dét, specialisterne kalder psykosociale belastninger, adfærdsmæssige og følelsesmæssige vanskeligheder – som vi kan aflaste og behandle. Men sorgens skygger kan vi ikke lyse op og beherske. Og det er måske det moderne menneskes største problem.

Vi vil helst nogenlunde smertefrit gennem tilværelsen – og tror faktisk, det er muligt. Og oplever vi sorg og smerte, skal samfundet hjælpe os med at lindre den. Som om det er et samfundsansvar. Nej, det er det virkelig ikke. Heller ikke når børn mister. Venner, familie og den efterladte forælder er dem, barnet skal leve livet sammen med efter tabet. Følges med gennem sorgen, smerten og savnet.

Og det skal vi kunne som mennesker.