Midtvejsvalget i USA på tirsdag er det vigtigste af sin art i mange årtier. Ved en tale i Miami forleden, som undertegnede overværede, beskrev præsident Joe Biden valgkampen som en kamp for nationens sjæl. Hvis det er tilfældet, så tyder noget på, at USA muligvis er ved at smide babyen ud med badevandet.
Kampen om USAs sjæl handler om demokratiets fremtid, og den allestedsnærværende MAGA-bevægelse (Make America Great Again) har et radikalt anderledes syn på behovet for at spille efter demokratiets spilleregler end noget, man har set før på den brede politiske bane.
Det måske mest afgørende ved det forestående valg, er, at cirka halvdelen af alle de af Republikanerne opstillede kandidater er benægtere af Donald Trumps valgnederlag i 2020. Det er afgørende, fordi denne Joe Bidens valgsejr ikke længere står til diskussion, og når Trump-proselytterne alligevel nægter det åbenlyse, så stiller det et uhyggeligt spørgsmål ved, hvad de i fremtiden heller ikke vil anerkende, hvis de kommer ind i Kongressen.
Joe Biden har ret, når han siger, at man ikke kan have et demokrati, hvor den ene part kun anerkender resultatet, når de vinder. Donald Trump selv er på alle måder elefanten i rummet i USA lige nu. Han fylder umådeligt meget, selv uden endnu at have erklæret, at han rent faktisk stiller op til præsidentvalget. Meget tyder dog på, at det er et spørgsmål om dage, før denne erklæring kommer fra Trump, der lige nu turnerer i afgørende svingstater.
I Iowa sagde han torsdag aften, at: »Det er meget, meget, meget sandsynligt, at jeg stiller op til valget i 2024.« Trump venter formodentlig bare på, at Republikanerne får et o.k. eller ligefrem godt valgresultat på tirsdag, og det er der meget, der tyder på, bliver tilfældet.
Denne klumme skal ikke som sådan læses som et forsvar for Joe Biden eller Demokraterne. Der er meget ved Bidens voldsomme, økonomiske hjælpepakker, der er kritisabelt, og Biden selv er forsat upopulær og slipper næppe af med sit Sleepy-Joe-image.
Man skal heller ikke male fanden på væggen, men det er altså problematisk, at så mange på afgørende poster i et fungerende demokrati helt åbent vedkender sig en grundlæggende udemokratisk tilgang til embedet.
Selv Bolsanaro i Brasilien har nu erkendt sit knebne valgnederlag. Men Trump er skåret af et andet stykke træ, og han kommer aldrig til at indrømme, at han ikke vandt hverken sidst eller i fremtiden.
Det er blevet sagt, at Republikanerne nu er post-Trump, men det er ganske enkelt ikke rigtigt. Alt i og omkring partiet oser af trumpisme. Selv hvis The Donald skulle beslutte sig for ikke at stille op, så er hans nærmeste rival, Ron DeSantis ikke svært anderledes, og Kongressen vil i 2024 være fuld af Trump-loyalister.
Rent konkret, her og nu, vil valget formodentlig få indflydelse på en række konkrete problemstillinger, deriblandt støtten til Ukraine. Jeg talte med en republikansk, indflydelsesrig økonom og radiovært i Florida forleden. Han forudser et stort pres i en republikansk domineret Kongres for helt eller delvist at stoppe den økonomiske og militære støtte til Ukraine.
Ofte er midtvejsvalg mest en slags eksamen for den siddende regering. Denne gang er der meget mere på spil. Valget er både tæt og uforudsigeligt. Det er muligt, at truslerne om abortforbud vil få flere kvinder til stemmeurnerne, hvilket vil favorisere Demokraterne. Men det er bestemt også muligt, at Trumps folk mere eller mindre rydder bordet.
I Europa har vi i årtier lænet os op ad USA, som et sikkert anker i en omskiftelig verden. Sidst da Trump blev valgt, stod det klart, at Europa må lære at stå på egne ben. Men i en verden, hvor russerne truer med atomvåben, hvis de ikke får deres vilje, og et kæmpe opgør med Kina venter, har vi, indtil vi har lært at stå selv, i den grad brug for storebror på den anden side af Atlanten. Pilen peger bare en anden retning, og dermed kan midtvejsvalget blive mere end bare kampen om USAs sjæl, det kan blive startskuddet til kampen om den liberale verdens sjæl.
