»Kravet om, at man skal bestille bord, en halv time før man besøger en bar eller et værtshus, viser desværre, at alt for mange politikere lever et liv langt væk fra virkeligheden, som den udfolder sig for store dele af befolkningen.«

Et klart og tydeligt budskab, der kunne komme fra enhver almindelig dansker eller fra restaurationsbranchen, som skal leve med den virkelighedsfjerne regel.

Det gør den ikke. Den kommer fra en tidligere politiker, hvis navn jeg afslører senere, men jeg forudser, at han nok vil overraske nogen.

Reglen om bordbestilling, en halv time før man besøger et værtshus, en café eller en fastfoodkæde, dukkede op ud af det blå i weekenden. Lad os gøre det klart med det samme: Ingen bestiller bord på McDonald's, Lagkagehuset, den lokale bodega eller en café. Det ligger nærmest i konceptet, at man blot møder op. McDonald's var først, siden meldte en hel branche ud, at de alligevel ikke åbner den 21. april, som de og kunderne var stillet i udsigt.

ALLE kan se det vanvittige i dette forslag. Undtagen de politikere, der besluttede det, og den minister, der er sat til at føre det ud i livet.

Simon Kollerup, regeringens erhvervsminister, var da også hurtigt ude med en søgt forklaring til medierne. »Jeg forstår godt, at det kan være bøvlet og irriterende, men det er forudsætningen for, at vi kan åbne så meget af samfundet.«

Det er desværre det rene volapyk, Kollerup. Bordbestilling med en halv times ventetid er ikke forudsætningen for noget og slet ikke genåbningen af Danmark. De kommende gæster skal i forvejen vise, at de er enten vaccinerede eller testede, inden de kommer indenfor.

Gæsterne skal nå at blive smittet i løbet af de 30 minutter, de går rundt om blokken, inden de sætter sig ned til en kop kaffe eller et glas øl. Og der skal smittes så mange tørstige gæster på den halve time, at det vil øge antallet af indlagte dramatisk over de nuværende 199. Det må være det, man vil undgå med 30 minutters-karantænen. Det sker naturligvis ikke.

Simon Kollerups ulogiske 'papegøjesnak' flugter med andre af regeringens ministre, der skal forklare endnu en af genåbningens ulogiske restriktioner.

Ministeren tilføjede den sædvanlige: »I lande omkring os ser vi nu, at der bliver lukket ned igen, fordi smitten stiger kraftigt. Der skal vi ikke ende her i Danmark.«

Der er altid en trussel, når socialdemokraterne henvender sig til borgerne i nationens tjeneste. Vi skal forblive frygtsomme og bange for, at smitten vender tilbage. Den slags snak har naturligvis et publikum, men der bliver færre af dem, og med denne 'tosseregel' bliver det helt tydeligt, at det ikke er fornuften eller optimismen, socialdemokraterne abonnerer på. Desværre kommer det fra toppen. Mette Frederiksen viste vejen, da hun nægtede at erkende, at mundbind kan forsvinde, når alle er blevet vaccineret.

Denne gakgak-regel tager alligevel prisen, og den bør ændres med det samme. Alle kan se det – også det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Per Clausen – for det er hans citat om de virkelighedsfjerne politikere, der indleder denne leder.

Erhvervsministeren kan formentlig også godt se det ulogiske i den nye regel, men han tør ikke reagere.