Der er over de sidste adskillige år opstået en besynderlig gruppe i samfundet, som påstår, at de bliver bedre forældre af at arbejde 50-60 timer om ugen eller tage på lange rejser til Langtbortistan under ekstreme vejrforhold.
Her skal de klatre op på et bjerg eller lignende formålsløse ting.
Der kommer angiveligt flere og flere af disse typer. De optræder på tv eller i aviserne, og ofte sidder der studieværter og udtrykker begejstring over, ‘hvor flot de dog får det til at hænge sammen’. På de sociale medier skriver rygklappere og venner/veninder til de pågældende, at ‘du er så sej,’ og den slags.
Senest optrådte karrieremor- og direktør Astrid Simonsen Joos i B.T., hvor hun blandt andet fortalte, at hun var vandret tværs over indlandsisen, da hendes søn var halvandet år.
»Man oplever, at der pludselig er plads til store tanker,« forklarede hun om mødet med indlandsisen og forsikrede om, at hun på en eller anden måde blev en bedre forælder af at være langt væk fra behagelige temperaturer og velfungerende kloakering.
Kære Astrid, du skal ikke ud i verden og tænke store tanker. Den tid er forbi. Du skal hjem og lave aftensmad, skifte bleer og passe dine små børn. Astrids mand væltede også rundt helt alene på vanskeligt tilgængelige ferielokationer.
Der synes at være flere og flere som Astrid og hendes mand, som tror, at børn er et skifteholdsarbejde, hvor den ene part er hjemme hos børnene, og den anden tosser rundt til selvrealiseringsprojekter. Ligesom når man bemander et parkeringshus eller billetlugen i en svømmehal. Når kollegaen/partneren møder på vagt, så kan man selv tage på bjergbestigning, triatlon, safariture eller andet gakgak.
Nu kan min yngste søn på 18 måneder mest sige ting som ‘daaaaah,’ 'mooaar,’ og ‘daaaajlig’ (dejlig, red.), men hvis nu jeg pludselig var forsvundet, og han kunne tale, så ville han nok spørge sin mor, hvor jeg var. Så kunne hun jo sige:
»Ved du hvad, du er bare så heldig. Din far er taget en måned i træhytte i Sverige med en palle bajere, 25 brætspil og tre tølpere på samme åndsniveau som ham selv. Han siger, han bliver en meget bedre far af det.«
Og når så knægten bliver voksen, så vil han nok undre sig, hvordan det egentlig hænger sammen.
Det gør det heller ikke.
Alle forældre-in-spe bør vide følgende; når du bliver mor eller far, så forsvinder 90 procent af dem, som du kalder venner. Du kommer ikke til at se dem igen undtagen i sjældne tilfælde, når du render ind i dem på gaden eller til sociale sammmenkomster hos folk, der står dig meget nært. Den tid, du så har med de aller nærmeste, reduceres med 90 procent.
Den tid, du har til fritidsinteresser, cafebesøg, byture, sport og sjov, bliver også reduceret med 90 procent.
Sker det ikke, så er det fordi, du ikke opfylder basale krav til rollen som forælder.
Dine børn har brug for din tilstedeværelse. Særligt i de første år. De har brug for at kigge på dig hele tiden, så de lærer basale ting. De skal mærke trygheden ved, at både mor og far er hos dem uden at skulle alt muligt andet. De skal ikke lære, at de er mindre vigtige end pubertære ture til Himalaya eller Amazonas.
Det er et vilkår for mange, at man bliver skilt. Det er synd for børnene, men så må man som voksne mennesker løse det bedst muligt. Jeg kan også forstå, at man kan være bundet af nødvendigheder i forbindelse med arbejde eller uddannelse, der gør, at man ikke kan være så nærværende, som man burde. Man har også behov for at være alene som forælder uden børn - eller partner for den sags skyld.
Du skal bare kunne reducere det til et minimum. Ellers så lad være at få børn.
