Foråret har fået en god start hos musikeren Wafande og kæresten Ana Maxime.

Parret har nemlig netop afsløret, at de venter deres andet barn sammen.

Det sker i et opslag på hver deres Instagram-profil.

'Ovenud lykkelig' skriver Wafande i sit opslag med det tilknyttede hashtag 'dreamcometrue'.

'Ooop, vi gjorde det igen … Vi laver ikke fejl, men kun glædelige små uheld. Tilføjer endnu mere kærlighed til vores familie,' lyder det i opslaget hos Ana Maxime.

Wafande og Ana Maxime bekræftede sidste år i januar, at de to var gået fra hinanden, mens Ana Maxime var gravid med deres første barn – de to fandt dog melodien igen og kunne i maj kalde sig forældre til en lille datter.

Parret har kendt hinanden i mange år, men stod først frem som kærester i slutningen af 2021.

Wafande har i forvejen datteren Melody med ekskæresten Nafi Lisa Gravesen.