Al togtrafik mellem Aalborg og Nørresundby er indstillet, efter påsejling af jernbanebroen over Limfjorden. Der er i stedet indsat busser.

Togpassagerer, der skal nord for Limfjorden i de kommende måneder, risikerer at måtte ændre deres rejseplaner.

Jernbanebroen, som fører togene over fjorden mellem Nørresundby og Aalborg, er nemlig svært beskadiget efter påsejling fra et finsk containerskib.

Det betyder, at passagererne over Limfjorden skal over i busser.

- Det kommer cirka til at tage en halv time ekstra hver vej, siger kommunikationsmedarbejder Lars Flindt Petersen fra DSB til bt.dk.

Onsdag aften sejlede et finsk containerskib ind i broen. Skibet er 75 meter langt og 16 meter bredt, og det har forårsaget en skade så alvorlig, at en ingeniør fra Banedanmark har vurderet, at påsejlingen kan ende med at lukke broen ned i det næste halve år. Det oplyser vagtchef for Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen til Berlingske Nyhedsbureau.

- Det er en mand med forstand på tingene, som har set på skaderne. Det ser alvorligt ud. Broklappen har fået en alvorlig skade, og sporene på broen har forskubbet sig, siger Per Vagn Nielsen.

Presserådgiver Erik Lorentz Larsen fra Banedanmark bekræfter, at broen kan ende med at måtte lukke ned i de næste seks måneder:

- Et tidligt, umiddelbart skøn peger på, at broen risikerer at måtte lukke ned i et halvt år. Det er nogle bærende dele og broklappen, som er beskadiget. Det er meget uheldigt, der er tale om et vigtigt knudepunkt, siger han.

Passagerer, der skal rejse mellem Aalborg og Nørresundby, kan i stedet benytte en af de indsatte busser. Erik Lorentz Larsen understreger, at Banedanmark først skal have undersøgt sagen nærmere i dagslys, før de kan fortælle, hvad næste skridt bliver.

Det finske containerskib påsejlede jernbanebroen onsdag aften omkring klokken 22. Broen blev straks lukket ned af sikkerhedshensyn, men det er stadig uklart, hvorfor ulykken skete.

- Vi kender ikke årsagen til påsejlingen, men skibet sejler ind i broen, før broklappen går op, siger Per Vagn Nielsen.

Politiet afviser dog, at kaptajnen om bord havde drukket alkohol.

I sidste uge gik et maltesisk olie- og kemikalieskib på grund i Øresund. Det viste sig senere, at den russiske kaptajn på skibet var beruset.