Personale på bosted blev jagtet af psykotisk beboer bevæbnet med knive fra sit værelse. Nu opfordrer socialborgmester til et knivforbud

Psykisk syge og stærkt utilregnelige beboere påvirkede af stoffer, der har ret til at have knive på deres værelser.

Det kan være livsfarligt at arbejde på socialpsykiatriske bosteder. BT kan i dag afsløre en ny knivepisode, hvor ansatte blev truet og jagtet af en psykotisk og påvirket beboer.

Efter fem knivdrab på ansatte i løbet af fire år – hvoraf de fire skete med beboernes egne knive – er de kritisable arbejdsforhold blevet en brandvarm politisk sag. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kaldte i sin nytårstale det sidste drab i marts for ’helt uacceptabelt’ og talte for øget tryghed for offentligt ansatte.

Men trygheden lader vente på sig. BT har fået aktindsigt i interne email, notater og en politianmeldelse, der viser, at det berygtede botilbud Robert Jacobsensvej i Bagsværd den 27. oktober politianmeldte en beboer, der truede og jagtede personalet med knive.

Tidligere gik bostedet under navnet Ringbo, hvor en blot 37-årig kvindelig medarbejder i 2013 blev stukket ihjel af en psykisk syg beboer.

»Det er kun et spørgsmål om tid, før endnu en medarbejder bliver dræbt,« siger en tidligere ansat, der sagde op på grund af de farlige forhold. Fagforeningen Foa, hvis medlemmer arbejder på bosteder, er enig.

Trækker to store køkkenknive

»Vi har haft fem drab. Når man ser på de øvrige hændelser, er det et rent lykketræf, at vi ikke har haft flere,« siger formand Dennis Kristensen.

Knivepisoden indtraf den 26. oktober, hvor personalet på bostedet Robert Jacobsensvej en time før midnat blev ringet op af nattevagten på det tilstødende bosted Oliebladsgade.

Nattevagten ville advare sine kolleger. En af beboerne fra Robert Jacobsensvej havde været på besøg hos dem og virkede påvirket og psykotisk. Han truede dem, fordi han mente, de mishandlede hans kæreste. Nu var han på vej tilbage til kollegerne på bostedet Robert Jacobsensvej. De to medarbejdere gik ud for at tage bestik af situationen.

»Da de har gået lidt rundt udenfor, kommer beboeren pludselig gående faretruende hurtigt imod dem, mens han råber. Beboeren trækker pludselig to store køkkenknive,« står der i botilbudets politianmeldelse af sagen.

Personalet trak sig tilbage, ind på bostedet, hvor de samlede sig og tilkaldte politiet. Imens gik beboeren ind på sit værelse, hvor han havde yderligere fire knive. Da politiet ankom, måtte de tiltvinge sig adgang.

Konfiskerer seks knive

»Beboeren fortæller, at han bruger sin steakkniv som kasteskyts, og politiet konfiskerer seks knive, som de klassificerer som våben. Politiet oplever beboerens adfærd som truende og psykotisk,« står der i en orientering fra bostedet til Københavns Kommune, der har ansvaret for bostedet.

Da beboernes værelser fungerer som deres egen bolig, har de i dag ret til at opbevare knive. Men på baggrund af episoden vil socialborgmester i Københavns Kommune Jesper Christensen (S) nu have børne- og socialminister Mai Mercado (K) til at foretage en lovændring, så der kan indføres knivforbud for beboere på bosteder.

»Det er fuldstændig uholdbart, at vores botilbud med pålæg fra myndigheder skal slibe spidsen af vores køkkenknive og lænke dem til væggene samtidig med, at beboerne i deres værelse otte meter derfra frit kan have alle de knive, de vil, uden at vi kan gøre noget ved det,« siger Jesper Christensen, der har det politiske ansvar for bostedet.

»Og ofte er det de knive, der bliver brugt, når der opstår de her forfærdelige episoder, hvor folk begår vold mod andre,« tilføjer han.

I den pågældende afdeling har flere af beboerne både en psykisk diagnose og et heftigt stofmisbrug. Og når beboerne går rundt påvirkede af hash, kokain eller speed i stedet for den medicin, der skal holde deres sygdom i ave, er det en rigtig farlig kombination, at de også må opbevare knive på deres værelser, siger en tidligere ansat:

»De lavede jo ikke mad derinde og havde faktisk ikke noget fornuftigt at bruge knive til. Hver gang vi gik ind på et værelse for at hjælpe med noget, følte vi os truede. For vi vidste jo, de havde knive liggende et sted.«