Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med musikeren Frank Clifforth.



Det værste mareridt, jeg har haft, handlede om ... at min datter Shine bliver kidnappet - hun bliver taget væk fra mig, og hver gang jeg er lige ved at nå hende, bliver hun rykket væk igen. Det kan være en kamp hele natten, hun betyder så utrolig meget for mig, hun er min diamant. Fordi moderen Sussi og jeg ikke kan finde ud af at lege sammen, skal det ikke gå ud over vores guld. Fra hun var spæd, gik jeg med hende i barnevognen i tre timer. Så det forhold, jeg har med min datter, ville jeg ikke have haft, hvis jeg var sammen med moderen. Det er den positive tilgang til det.
Min datter og jeg har et helt unikt forhold, og vi bor ikke så langt fra hinanden i Fredericia. Hun begynder i skole til april.

Frygten for at miste ... ligger dybt i min sjæl, for jeg har ikke set mine to drenge på 18 og 19 i 12 år - de er taget væk fra mig. Jeg har givet slip på det, og de kommer til mig den dag, de vil. Jeg passede dem de første fem år af deres liv, men moderen ville ikke have, at jeg så dem.

Det jeg husker, fra da jeg var ved at dø, er ... en underlig, men smuk stilhed og min mors stemme, der sagde: ’Stå op. Stå op’. På samme måde som hun sagde det, da jeg var barn. Og hun var altså død på det tidspunkt, da jeg lå sovende på en sofa, og en cigaret havde sat ild til det hele i lejligheden. Jeg tror, det var min mors måde at sige undskyld for alt det, hun havde gjort. Hvis ikke hun havde vækket mig, var jeg død i lejligheden. Da jeg kom ud på trappeopgangen, faldt jeg om med røgforgiftning og var død i halvandet minut. Jeg husker den fantastiske, kærlige stilhed, der var, indtil jeg blev genoplivet i ambulancen.

Jeg gør mig umage med ... alt, hvad jeg laver, næsten. Hvis jeg skal spille til en 40 års fødselsdag, gør jeg det yderste for at spille musik, der passer bedst til den fest, og hvis jeg mediterer over noget, hvor mine tanker kører alle mulige andre steder hen, koncentrerer jeg mig. Førhen gjorde jeg alting med venstre hånd, og det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg synes, man har et kæmpe ansvar for at gøre det godt, uanset om det er i musik, på arbejdet eller i parforholdet.

Jeg tror, andre anser mig for at være ... en kærlig og omsorgsfuld, glad person, som har en passion for de ting, han går ind i. Der er sikkert også nogle, der synes, jeg er en klovn, selvoptaget og egoistisk, men jeg tror, de fleste ser mig som en glad person, der vil gi’ ud af mig selv. De, der er irriteret på mig, er det, fordi de godt kunne tænke sig at gøre som mig. Jeg lever mit liv på den måde, at når jeg er positiv, tiltrækker jeg positive hændelser og mennesker. Jeg ser f.eks. ikke nyheder, for de er så fyldt med negativitet og dramaer, og når der endelig er en solskinshistorie, varer den kun ti sekunder.

Jeg har ondt af de ... mennesker, der skal overleve hver dag i stedet for at leve, for sådan har jeg selv haft det. Jeg overlevede, jeg levede ikke mit liv. Og jeg har ondt af de mennesker, som har det svært med at være sammen med sig selv, som hele tiden skal have selskab. Det er personafhængighed. Og jeg har også ondt af de mennesker, som lider af jalousi og kontrolsyge. For det må være et helvede at skulle rende rundt og have kontrol over et andet menneske. Forfærdeligt.

Jeg har prøvet at være i forhold med jalousi, men har ikke selv været jaloux. Jeg har ladet et andet menneske være kontrollerende over for mig. Man skal stå til afregning, hver gang man kommer hjem, der skal kigges i mobiltelefonen, hvad har du lavet? Din telefon bipper, hvem ringer hele tiden? Til sidst siger jeg bare: Kan du ikke bare tage telefonen og se, hvad det er? De mennesker skal gå i psykoterapi for at komme over det.

Jeg var for selvoptaget, da ... ja, selvfølgelig er jeg det i alle de ting, jeg foretager mig, men det er jeg nødt til at være, fordi jeg følger mine drømme. Der er nogle tætte mennesker, som jeg af og til må melde fra overfor, fordi jeg er så optaget af teaterstykket og mange andre ting. Jeg var allermest selvoptaget, da jeg spillede i et band - jeg troede, jeg var Bon Jovi, og fordi jeg vidste, jeg kunne synge, skabte jeg mig til bryllupper og fødselsdage, rev mikronstativer og anlæg ned fra scenen, fordi jeg skulle ned og ha’ nogle drinks i baren. Da syntes de andre i bandet ikke, jeg var sjov, men de kunne ikke smide mig ud, fordi jeg kunne jo synge. Jeg var bankestiv og på stoffer - men bruden og brudgommen havde aldrig oplevet så fedt et band, og forsangeren var fantastisk.

Jeg følte mig som en verdensmand, da ... jeg begyndte at tage stoffer. Da begyndte jeg at føle mig som en verdensmand, jeg var uovervindelig, jeg kunne ikke besejres af nogen. Da mit startmisbrug tager fart med hash, amfetamin, sniffe lightergas og coke, da var der ingen, der kunne stoppe mig. Ingen. Lsd er det stof, der får dig til at være helt ’in love’ med hele verden, du får nærmest orgasme bare ved en berøring på armen. Det hele er fantastisk, og lige så forfærdeligt er det bagefter. Det kan man ikke læse sig til, det skal man mærke på egen krop.

Jeg kan være misundelig på ... dem, der vokser op i en funktionel familie med ubetinget kærlighed og omsorg, for det har så meget betydning for resten af dit liv i parforhold og for, hvordan du agerer sammen med andre mennesker.

Min ideelle tilværelse ville være ... hvis jeg stod op hver morgen og kiggede i min kalender, der sagde, hvornår jeg blev hentet på min adresse, fordi jeg skal ud at spille et job et sted. Jeg gad godt være økonomisk uafhængig, så jeg ikke hele tiden skulle se på de regninger, der banker på døren. Jeg gad godt køre rundt i en tour-bus hver eneste dag på landevejen, og det kommer til at ske, for det har jeg bedt universet om.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men ... jeg hælder ketchup på bøffer. Når jeg er på restaurant, beder jeg dem om en gang Heinz. Så bliver en totalt lækker bøf bare endnu bedre.

De største idioter er dem, der ... har nået toppen inden for musik, og som jamrer over, at det er ensomt at ’bo i en kuffert’ og trist at skulle være på hoteller hele tiden. Det har de altså selv bedt om, og de skulle vide, hvor heldige de er. Når jeg har været på en scene, hvor alt, både lyd og lys, er i top, bliver jeg høj af det.

Jeg kan ikke holde mig vågen, når folk ... beklager sig over deres partner igen og igen. Så gør dog noget ved det, i stedet for hele tiden at fortælle andre mennesker om det. Tal med partneren i stedet.

Den værste tid i mit liv ... var, da jeg mistede alt og boede i en campingvogn uden gas eller varme om vinteren, da jeg var i begyndelsen af 30erne. Jeg har aldrig frosset så meget, og jeg havde ingenting, bare en pose med tøj. Da mærkede jeg, hvad ensomhed er - jeg var træt af livet og hadede mig selv.

Jeg synes, læserne skal tage i teatret og se ... min teaterforestilling, der hedder ’Selvom vejen den er lang’. Marianne Rohweder har interviewet mig i 45-50 timer og skrevet bogen om mit liv. Undervejs sagde hun, at hvis alle de damer, jeg har kendt, kiggede med, kom bogen til at hedde ’Frank og hans damer’, og det var ikke meningen. Bogens formål er at hjælpe unge mennesker, så man forstår, hvad der rør sig i dem af følelser.

Det, jeg så godt kan li’ ved kvinder, er ... at de bringer det bedste og det værste frem i en.

Jeg synes, det var upassende, da ... jeg rendte rundt stangstiv og nøgen på et fragtskib, da jeg var på vej til Letland, hvor vi skulle spille med vores band. Det var heller ikke så godt, at jeg hang ud over rælingen og kunne være faldet i vandet, men de andre fik fanget mig. Totalt upassende.

Min bog handler om .... mit liv, hvor jeg før ikke turde tage ansvaret, men skød skylden på andre. Efter jeg begyndte at se indad og tog ansvar for mit eget liv, begyndte fuglene at synge, og der faldt engledrys ned over mig. Op- og nedturene slipper man aldrig for, det skal man ikke tro.

Mit vigtigste budskab til andre er ... gå efter dine drømme og tro på, at det, du tænker, det bliver din virkelighed. Der er altid håb for de håbløse.