Nej, det er ikke den på lænden. Men det har alligevel aldrig været mere populært at lade sig tatovere. 600.000 danskere har ifølge Miljøstyrelsen en tatovering, og man anslår, at mellem 50.000 og 100.000 danskere får en tatovering hvert år. Og nu kan en helt speciel type tatovering være på vej tilbage.
Det skriver TV2.
Vi så dem hele tiden op gennem 90'erne. Hos mændene blev overarme og brystpartier dækket af de såkaldte sorte tribal-tatoveringer. Og hos kvinderne var det de såkaldte 'røv-gevir' eller 'Amager-nummerplader'. Men gennem de sidste 10 år har der ikke været så mange friske af slagsen.
Det var de såkaldte tribal-tatoveringer, der for alvor satte gang i kropsudsmykningen hos den almene dansker. Op gennem 00'erne var det meget populært blandt mænd at få sorte tribal-tatoveringer, som eksempelvis fodboldspiller Stig Tøfting har.
Artiklen fortsætter under billedet
Og nu spår Lars Winther, der er formand for Dansk Tatovør Laug, at den trend højst sandsynligt er på vej tilbage.
»Jeg har en formodning om, at sort tribal kommer tilbage inden for de næste par år. Det kom frem i starten af 00'erne, og vi ved jo, at trends som regel vender tilbage,« siger Lars Winther til TV2.
For kvinderne er der ikke helt tale om den samme tendens om den såkaldte 'Amagerplade', som mange kvinder fik tatoveret over lænden i 00'erne.
Den tror Lars Winther dog ikke nogensinde vender tilbage og fortæller, at der kommer en del piger, som gerne vil have dækket netop denne tatovering.
Mange fortryder
I en artikel fra Berlingske sætter de fokus på dem, som har fortrudt en tatovering, og gerne vil have den fjernet. Her fortæller direktør i Cosmolaser, Sarah Crone, at netop tribal-tatoveringerne og 'Amagerpladerne' er det, folk kommer på klinikken for at få fjernet.
»Det er sådan lidt: »Hallo, 90erne har ringet, og de vil gerne have deres tatoveringer tilbage!« Der er en del, der fortryder, at de fik tatoveret noget, som er så tids-specifikt,« siger Sarah Crone til Berlingske.