Nye falske mails er meget vellignende og på perfekt dansk

En ny mail er i omløb i de danske mail-adresser, og den ligner til forveksling en rigtig henvendelse fra Skat. Det oplyser Skat i en pressemeddelelse tirsdag. 
I mailen står der, at din årsopgørelse er klar, og samtidig er der tre links, hvor du enten kan se din årsopgørelse, rette den eller læse mere på skat.dk. Men links'ene bringer dig videre til en side, der beder dig om kontooplysninger.

Der har efterhånden i et par år været rigtig mange falske mails i omløb, der opfordrer dig til at videregive personfølsomme oplysninger om dig selv til andre. Her skulle du kunne få penge eller varer, men de mange mails er falske og kan rippe din konto eller give din computer virus. De fleste af den slags henveldelser i indbakken er dog blevet gennemskuet af brugerne ved, at de var skrevet på meget dårligt dansk, eller at det helt tydeligt ikke kom fra den institution den påstod - eksempelvis Skat.

- Vi har fået nogle henvendelser i vores kundecentre fra folk, der var i tvivl om hvorvidt det var en rigtig mail de havde fået, siger Jan Topp, der er it-direktør hos Skat. Han fortæller også, at de nye mails er meget mere 'raffinerede' end tidligere - og at de med både opsætning og logo fuldstændig ligner noget, der kunne være udsendt fra Skat.

Se et billede af den falske mail her.

 - SKAT advarer mod mailen. Vær særligt opmærksom på, at mailens tre link alle viser hen til en ny side, hvor der skal gives oplysninger om kreditkort. Kreditkort- og andre personlige oplysninger anmoder SKAT aldrig om pr. mail. SKAT opfordrer til, at man sletter den - og hvis man uheldigvis har givet sine oplysninger, skal man straks kontakte sit pengeinstitut, står der i pressemeddelelsen. 

- Vi har politianmeldt det og opfordrer folk til at ringe til os, hvis de er i tvivl om det nu også er en mail fra os de har fået. Og så er det desværre sådan, at jo bedre de bliver til at efterligne, jo mere vågen og kritisk skal borgerne være, siger Jan Topp.

Han fortæller, at der endnu ikke er noget overblik over om nogen er blevet ramt af den udsendte mail. En god huskeregel er, at Skat aldrig beder om personlige oplysninger over mail.