Jublende rejsebureauer sælger lige nu flere hundrede rejser om dagen og kalder danskernes flugt fra regn, blæst og kulde for »guldregn«. Der er tæt på udsolgt, men hvis du også overvejer en tur sydpå, får du også fire gode rejsetilbud.

Danskerne flygter ud af landet.

De vil væk. Til Spanien. Til Grækenland. Til Tyrkiet.

Hos rejseselskabet Spies mærker man tydeligt, hvordan det danske ustabile vejr påvirker danskernes lyst til at komme ud af landet.

»Hvis vi fortsætter den her salgsbølge, så vil de sidste rejser i skoleferien være væk om otte-ti dage. I weekenden havde vi op mod 60 på vent i telefonen,« siger kommunikationschef i Spies, Torben M. Andersen.

Han fortæller, at reaktionen på den sidste uges massive regn har været »grænsende til panik«.

»Ægtemænd kommer drivvåde ind fra campingpladserne omkring København for at købe solrejser. De er ofte sendt af en solhungrende kone, og børnene er med som heppekor,« siger Spies-kommunikationchef og kalder det for »guldregn« i rejsebranchen.

Ligeglade med terror

Flere rejseselskaber melder om, at lige nu er det Tyrkiet, hvor de har flest billetter tilbage.

For godt og vel en uge siden blev Tyrkiets største by, Istanbul, ramt af et terrorangreb, hvor mindst 36 mennesker blev dræbt i lufthavnen.

Det gav et lille dyk i rejsebestillinger herhjemme til Tyrkiet, men salget er allerede gået op igen fortæller pressechef i Star Tour, Nikolai Johnsen.

»Vi sælger 200 rejser om dagen til Tyrkiet. Og hvis man skal af sted lige nu, er det også til Tyrkiet, vi har de bedste tilbud,« siger han.

Torben M. Andersen fra Spies tror, at det er gået op for danskerne, at de populære feriedestinationer i Tyrkiet ligger over 1.000 km væk fra Istanbul.

»Danskerne kan godt se, at man jo også stadig holder ferie i Nice, selvom der har været et terrorangreb i Paris. Og herhjemme holder man også ferie i Blokhus, selvom der har været terror i København,« siger han og oplyser, at de i sidste uge bookede 2.067 rejser til Tyrkiet.

Mest søgte ord: Afbudsrejser og vejrudsigt

Maj og juni har været gode måneder for de rejselystne, hvad angår prisen. For det gode vejr herhjemme pressede priserne i bund hos rejseselskaberne.

Men det er vendt nu, og der er »ikke meget tilbage på hylderne,« lyder det fra kommunikationschef i Apollo, Glenn Bisgaard.

»Her inden for de sidste 14 dage er det virkelig eksploderet, og vi har haft rigtig, rigtig travlt. Danskerne går helt amok. Og alt booker godt lige nu. Men vi har da lidt rejser tilbage,« siger han.

De fleste rejser bliver i dag booket over nettet, og hos Spies oplyser man, at 90 pct. af deres bookinger sker online. Kommunikationchef Torben M. Andersen siger, at de har været nødt til at holde fast i ordet »afbudsrejser«.

»De to mest benyttede søgeord på Google er lige nu 'DMIs vejrprognose' og 'afbudsrejser' - i den rækkefølge. Men afbudsrejser er egentlig et forkert ord, for lige nu får vi ingen afbud. Det skulle nærmere hedde 'tilbudsrejser', men det har danskerne ikke vendet sig til. Derfor holder vi fast i 'afbudsrejser',« siger han.

Fire rejsetilbud til Tyrkiet

Vi har bedt rejsearrangørerne Apollo, Bravo Tours, Spies og Star Tour om det bedste tilbud, hvis man gerne vil af sted i weekenden.

Du skal dog være hurtig, lyder meldingen fra dem, da billetterne bliver revet væk. Alle fire rejseselskaber har deres bedste tilbud til Tyrkiet.

Apollo:

Alanya, Tyrkiet - pris pr. pers. 5.798 kr. for fly og 3-stjernet hotel i en uge med all inclusive. Afrejse lørdag den 9. juli kl. 06.00 fra København.

Bravo Tours:

Alanya, Tyrkiet - pris pr. pers. 4.498 kr. for fly og uspecificeret hotel i en uge med all inclusive. Afrejse søndag den 10. juli kl. 06.10 fra enten Billund eller København.

Spies:

Dalaman, Tyrkiet - pris pr. pers. 3.299 kr. for fly og uspecificeret hotel i en uge. Afrejse søndag den 10. juli kl. 07.00 fra Billund.

Star Tour:

Antalya, Tyrkiet - pris pr. pers. 4.098 kr. for fly og uspecificeret hotel i en uge. Afrejse lørdag den 9. juli kl. 17.45 fra Billund.