I en moderne tidsalder, hvor kommunikation efterhånden er så let tilgængelig, at man næsten ikke tænker over det, er det naturligt, at også kommunikation mellem skole, forældre og elever er uden de store krumspring.

Alligevel har mange forældre oplevet det som en besværlig affære at udføre selv simple ting som at læse beskeder fra skolen, tilmelde sig arrangementer og sågar overhovedet at logge ind. Det skyldes, at det nuværende system, SkoleIntra, ikke har fungeret optimalt, hvilket nu får kommunernes fælles it-selskab, KOMBIT, til at lægge SkoleIntra i graven.

Det sker efter sommerferien 2019, hvorefter man fremover skal logge sig på det nye system, der har fået den sigende titel Aula. Systemet bliver, sammen med en række samarbejdspartnere, udviklet af it-virksomheden Netcompany. Blandt andet skal virksomheden Frog, der også udvikler britiske skolesystemer, indgå i samarbejdet.

Det nye system har en anslået pris på 350 millioner kroner. I den pris indgår udviklingsomkostningerne, videreudvikling samt drift over en 10-årig periode.

Så tænker du måske, med frygt, at du nu skal til at bøvle med et nyt system. Men ifølge udviklerne bliver det dog ikke et problem, da der fokuseres på mere brugervenlighed i forhold til SkoleIntra. Men det er måske et løfte, der bliver svær at holde. I hvert fald hvis man spørger Mikkel Demib Svendsen, der er partner i virksomheden Waimea.

»Problemet er, at man nu har besluttet at udvikle et nyt kæmpe stort system helt fra bunden i stedet for at starte stille og roligt ud. Nu går man ind og bygger det hele op som en samlet pakke, som så sendes ud til brugerne. Og sådan noget går næsten altid galt. Det er simpelthen for overambitiøst,« siger han.

Men ifølge Mikkel Tang Hedegaard, der er kommunikationschef i Kombit, har man gjort sig de nødvendige overvejelser, så man ikke ender med et system, der får samme resultat som SkoleIntra gjorde.

»I vores udbud har forståelse for brugervenlighed og værdien af brugerinddragelse været et væsentligt udvælgelseskriterium. Derfor er netop brugervenlighed et årligt evalueringskriterie, når Aula er sat i drift. Den vindende leverandør indgår i et samarbejde med en international underleverandør (Frog, red.), hvis løsning allerede er i drift og afprøvet,« siger han.

Men selvom der samarbejdes med udenlandske udviklere, forsikrer André Rogaczewski, der er direktør i Netcompany, at det nye system ikke bliver uoverskueligt at vænne sig til.

»Alt, hvad du kender fra SkoleIntra, vil være der. Men så vil der også være en masse læringsapplikationer. Man vil kunne dele undervisningsmaterialer, pædagogisk viden og forberedelse. Lærere kan dele med forældre, lærere kan dele med andre lærere, og skoler kan dele med hinanden,« siger han til TV2.

Men det får nu stadig ikke Mikkel Demib Svendsen til at være overbevist. Han påpeger omvendt, at det er et helt grundlæggende problem, ved udviklingen af det nye system, at man ikke sørger for at inddrage brugerne i højere grad. Og så frygter han, at ambitionerne simpelthen er for høje.

»Man vil alt muligt, og man vil lave alverdens funktioner. Det er store armbevægelser. Man burde i stedet bygge lidt ad gangen, og så lade brugerne teste det af lidt ad gangen, inden man bygger videre. Det er det her med at bygge Rom på en dag. Det er en dårlig idé. Se på succesen Facebook, der jo er blevet videreudviklet løbende. Det, de burde gøre, er, at udvikle et modul, som de så lader nogle lærere, nogle elever og nogle forældre teste. Når det så virker optimalt, kan de rykke videre til næste modul,« siger han.

Sådan bliver det dog ikke. Aftalen om det nye system, Aula, er på plads. Indtil det nye skoleår starter efter sommerferien 2019 må brugerne dog fortsat nøjes med SkoleIntra – så vent lidt med at logge helt ud.