Den tidligere konservative borgmester i Odense, Jan Boye, er uden for overhængende livsfare efter den hjerneblødning, han fik fredag.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den nuværende formand for Dansk Håndboldforbund og rådmand i Odense, Jan Boye, fik fredag en hjerneblødning under et møde i Finansudvalget. Han har siden været indlagt på Rigshospitalet i København, og nu går meldingerne på, at 49-årige Jan Boye ikke længere er i livsfare.

- De undersøgelser, der er lavet, signalerer, at det fortsat er meget alvorligt, men ikke akut livstruende, siger Steen Møller, formand for den konservative byrådsgruppe i Odense og ven til Jan Boye, til Fyens Stiftstidende.

Steen Møller har henover weekend holdt sig opdateret på tilstanden hos sin kollega. Men det er endnu for tidligt at sige, hvordan hans hjerne har det efter hjerneblødningen.

- Vi håber, den bliver så god, at han kan vende tilbage til byrådet, men det er for tidligt at vide noget om. Der er stadig ikke andet at gøre end at håbe det bedste, siger Steen Møller.

Jan Boye har været aktiv i politik i over 25 år. Privat er han gift med Dorte og har tre børn på 15, 12 og 8 år.