Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En landejendom på Kraghøjvej tæt ved Rold nord for Hobro var torsdag aften ramt af en stor og voldsom brand. Fredag morgen savnes beboeren stadig.

»Branden blev slukket omkring klokken fire, men vi savner stadig beboeren på stedet. Vi kan ikke udelukke, at han befinder sig i bygninerne.«

Det siger vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi fredag morgen.

Det var en nabo, der alarmerede brandvæsnet klokken 20.46, men da brandfolkene nåede frem, havde ilden allerede godt fat i bygningen, som var fuldstændig overtændt. Murene står stadig, men ellers har flammerne stort set ødelagt huset.

Den voldsomme brand gjorde det umuligt for brandfolkene at komme ind i huset.

I løbet af fredagen håber politiet og brandvæsenet, at det bliver mulighed for redningsmandskabet at komme ind i bygningen og undersøge den nærmere, men der er fare for at bygningerne styrter sammen, så det komplicerer eftersøgningen.

»Vi skal har 100 procent fastslået, om der er en person derinde eller ej, og så skal vi have fastslået brandårsagen,« siger vagtchefen fredag morgen.