I august blev Knuthenborg Safaripark tre tigere rigere, da huntigeren Svetlana ankom med sine to navnløse tigerkillinger fra Københavns Zoo. Nu har tigerkillingerne - en han og en hun - endelig fået deres navne.

- Vi har modtaget rigtig mange gode forslag i konkurrencen, fortæller parkens dyrechef Lisbeth Høgh. Der blev nemlig indsendt mere end 600 forslag på Facebook, da der skulle findes navne til de to sibiriske tigerkillinger.

Valget faldt på navnene Amur til hun-tigeren og Taiga til han-tigeren. Ifølge Lisbeth Høgh er navnene noget helt specielt.

- Amur er navnet på den type af tigere, som vi har her i Knuthenborg. Til daglig kalder vi dem sibiriske tigere, men det internationale navn er amur-tigere. Og det skyldes, at det område i Rusland, hvor den type tigere kommer fra, bliver kaldt Amur, siger hun til P4 Sjælland ifølge dr.dk.

- Taiga stammer også fra Rusland. Det er nemlig navnet på den skovtype, hvor man typisk finder amur-tigere. Derfor synes vi de to navne passede godt, da det er to russiske navne, som passer rigtig godt til den type tigere vi har.

Der er rig mulighed for at se Amur og Taiga i efterårsferien, hvor man blandt andet kan købe en billet til en eksklusiv staldtur. Og ellers kan man få øje på tigerkillingerne og deres mor i Tigerskoven.

Killingerne kom til verden den 25. april, og det er meningen, at både tiger-mor og killinger skal videre til andre zoologiske haver. Det vides endnu ikke, hvornår deres ophold i Knuthenborg er slut.