Svend Andersen er en af de mest omtalte urmagere i verden. Han er født i Padborg og bor nu i Schweiz.

Der er ikke nogen pæn måde at sige det på, så vi taler lige ud af posen: Der er nogen, der knalder på bagsiden af Svend Andersens ur. Hvis man trykker på en lille anordning, har et par sex, opretstående i en bar, mens en kvinde, der ser på, onanerer samtidig. Det kan de gøre et par minutter.

»Lang tid nok til, at man kan nå at sende uret rundt om bordet, som vi siger på tysk,« siger Svend Andersen.

Forsiden på de fleste af de erotiske ure er med skive og visere. Kun en lille knap ud for tallet 8 afslører, at uret kan noget mere. For vender man uret, ser man det erotiske tableau under et glaslåg. Det er håndmalet og består af mindst 11 bevægelige dele, der alle bevæger sig uafhængigt af hinanden.

»Og så skal de bevæge sig realistisk.«

Han trykker på automaten. Kroppene bevæger sig. Ganske realistisk. Som veldesignede påklædningsdukker med fine led. Ind og ud. Vi griner.

Født i Sønderjylland

Svend Andersen er 75 år gammel. Han er urmager, dansk født, men baseret i Schweiz, hvor han har haft hele sin karriere, og hvorfra han sælger sine armbåndsure, både med og uden erotiske motiver for priser op mod en halv million kroner. Hans danske er rustent de første par sætninger, så er det, som om han finder tilbage til sin barndoms danske med den dialekt, børn, der er opvokset i grænselandet, har.

Det var her, hans liv begyndte, og det stod ikke skrevet nogle steder, at det skulle ende i Schweiz. Tværtimod. Men Svend Andersen er historien om at have den helt rigtige kombination af talent, vilje til at bruge det og evnen til at forudse, hvordan det kunne gøres bedst. Har man det, kan alt lade sig gøre. Selv sex på en urskive.

Han voksede op på et mindre husmandssted udenfor Padborg nær den tyske grænse, hvor hans forældre havde en bedrift af den slags, man kunne leve af for 60 år siden. Nogle grise, nogle køer og nogle mindre maskiner. Når de gik i stykker, reparerede Svend Andersen dem.

»Jeg har altid været god til mekanik, jeg reparerede også cykler med ti gear, som var en specialitet dengang.«

Den 70-årig urmager Svend Andersen er blevet kendt for blandt andet at lave tekniske ure med særlige erotiske detaljer.
Den 70-årig urmager Svend Andersen er blevet kendt for blandt andet at lave tekniske ure med særlige erotiske detaljer.
Vis mere

Så da han skulle i lære i 1957, skulle det være mekanik. Den første læreplads glippede, men nummer 2, der lugtede lidt af mekanik, var den lokale urmager, der søgte en lærling. Det blev Svend Andersen, og i fire år lærte han at reparere ure.

»Det viste sig faktisk at være godt at have lært, for nu, hvor jeg selv laver ure, ved jeg, hvordan de bliver slidt, når de bliver brugt. Det tager jeg hensyn til.«

Han talte dansk, tysk og sønderjysk, men i samme periode lærte han også sig selv engelsk. Ved hjælp af nogle øvelseshæfter, han havde fået. Ikke noget med lydbånd eller plader, bare hæfterne med lydskrift og oversættelser.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at vil du frem i verden, Svend, så må du lære engelsk, og det kom mig også til stor nytte.«

Første gang, det kom ham til nytte, var, da han skulle aftjene sin værnepligt i Flyveåbnet og gerne ville være i radio- og radartjenesten. Det krævede en test, og han var den eneste uden realeksamen, men den, der efter engelsktesten blev nævnt som nummer 1. For sit »very practical English«.

Farvel til Danmark

Efter værnepligten arbejdede han kort hos en urmager i Valby, men fagforeningen kom efter ham, han blev irriteret og tænkte, at skulle det være sådan, skulle han ikke være i Danmark, og så rejste han til Schweiz i 1963 for at arbejde i urbranchens højborg. Han ankom 13. september 1963. Han husker datoen, fordi hans kone insisterede på, at de fejrede 50-års jubilæet.

Først var han ansat hos Gübelin, en forretning, der solgte kostbare smykker og eksklusive ure. De første mange år havde han kundekontakt, for hver gang han blev ansat et nyt sted, opdagede de, at han kunne tale engelsk, så han kunne kommunikere med de rige amerikanske kunder, der købte ure. I en lang årrække var han hos Patek Philippe, før han blev selvstændig og kendt i urkredse.

Den 70-årig urmager Svend Andersen er blevet kendt for blandt andet at lave tekniske ure med særlige erotiske detaljer.
Den 70-årig urmager Svend Andersen er blevet kendt for blandt andet at lave tekniske ure med særlige erotiske detaljer.
Vis mere

For i 1969 skabte Svend Andersen et flaskeur, samme princip som når man bygger et flaskeskib med et ur i en flaske. Da det ramte nyhedsmedierne 5. maj 1969, gik det verden rundt, og Svend Andersen blev kendt som »watchmaker of the impossible«, urmageren, der kunne det umulige.

Derfor opsøgte en tysk mand ham kort efter med et kostbart værk, der manglede en guldkasse. Det havde mandens jødiske familie solgt for at redde livet under krigen, men værket havde de beholdt, og nu ville han gerne have det genskabt. »Når du kan bygge et ur i en flaske, kan du vel også det,« sagde han. Svend Andersen gik i gang og byggede et ur. Den tyske mand var ursamler og viste sit færdige ur frem i en gruppe af urentusiaster, og i en årrække lavede Svend Andersen guldkasser til gamle urværker. I så høj grad, at han købte et lukningstruet værksted, der kunne lave guldkasser.

»Det var ofte en meget rørende oplevelse, fordi der var mange jødiske familier, som kom med ure fra krigens tid. At genskabe det for dem var meget stærkt. Men i begyndelsen af 1980erne var der ikke flere urværker tilbage hos familier, der havde råd til at få en ny guldkasse.«

Et ur der går korrekt i 400 år

Derefter begyndte Svend Andersen selv at lave ure. Vi taler ure, hvor mekanikken er så raffineret, at nogle af dem kan vise datoen korrekt frem til år 2400. Og tage hensyn til skudår, inklusive århundrederne, som ikke er skudår – med mindre de kan divideres med 400.

Armbåndsure, der viser uret på siden af urkassen, såkaldte Montre-à-Tact-ure, som man diskret kan se på uden at skulle vende skiven mod sig og dermed demonstrere sin kedsomhed. Eller verdensure, som kan vise tiden over hele kloden på en skive.

»Det kræver meget. Jeg arbejder sammen med matematikere, der kan regne ud, hvordan man kan gøre. Det er ikke svært at lave de fleste ting, men det er svært at lave det så småt og fladt, at det kan være på et håndled. Så må jeg jo tænke over, hvordan man kan gøre.«

Den 70-årig urmager Svend Andersen er blevet kendt for blandt andet at lave tekniske ure med særlige erotiske detaljer.
Den 70-årig urmager Svend Andersen er blevet kendt for blandt andet at lave tekniske ure med særlige erotiske detaljer.
Vis mere

Han smiler. Tydeligt begejstret ved tanken om mekaniske udfordringer, og hvordan man kan kombinere tandhjul, så de viser sekunder, minutter, timer, dage korrekt.

Det er ure af en kvalitet og et håndværk, der har gjort ham kendt. Sidst, han var på urmessen i Basel, spurgte hans kontakt, om han kunne komme en dag før. Så ville en japansk samler gerne spise middag med ham.

Da han dukkede op, var den ene samler blevet til 16 japanere, der ville høre om hans urværker – og som gode fans hver især have taget en selfie med ham. Et af hans ure blev for nylig solgt på en velgørenhedsauktion i Monaco. Prins Albert var auktionarius. Uret blev solgt for 55.000 schweizerfranc, ca. 350.000 kr. Og for nylig blev han inviteret til Kina af kinesisk fjernsyn.

En kendis i urkredse

Svend Andersen er, selv om han ikke er kendt i Danmark, en stjerne i urmiljøet.

»Jeg er den nulevende urmager, der har været mest omtalt i tidsskrifter,« fortæller han.

Da en ung velhavende nordmand på en messe i London hørte, at Mr Andersen himself kom til København for at deltage i Klarlunds messe, spurgte han, om det var muligt at møde ham, for så ville han sørge for at flyve ind kun for dette møde. Han har stiftet et akademi for uafhængige urmagere, som befinder sig rundt i verden, og som har det til fælles, at de selv kan lave et ur i en god kvalitet og med et smukt ydre.

Den 70-årig urmager Svend Andersen er blevet kendt for blandt andet at lave tekniske ure med særlige erotiske detaljer.
Den 70-årig urmager Svend Andersen er blevet kendt for blandt andet at lave tekniske ure med særlige erotiske detaljer.
Vis mere

Svend Andersen er fyldt 75 og i gang med at overveje sin fremtid. Hans tre børn er ikke urmagere, så han har fået en partner, der tager sig mere af salget, og som på sigt skal overtage firmaet. Men foreløbig har han ingen planer om at gå på pension. Han rejser stadig verden rundt og fortæller om sine ure, og når han bøjer sig over et og forklarer en total amatør, hvad uret kan – og ser benovelsen over, hvor meget så lille et ur kan, griner han begejstret.

»Nogle gange kan jeg da godt føle: tænk, at jeg endte her!«