Mange restauranter og hoteller tror, de overholder rygeloven, men har ingen skriftlig rygepolitik. Derfor står de til påbud og i værste fald bøder.

Cigaretrøgen er væk fra bordene på de fleste danske spisesteder på grund af rygeloven. Alligevel står mange af de selvsamme steder til påbud og i værste fald bøder på flere tusinde kroner, hvis de får besøg af Arbejdstilsynet.

Caféerne bryder nemlig loven uden at vide det, fordi de ikke har en skriftlig rygepolitik. Det viser en rundspørge, Ritzau har lavet.

270 restauranter, hoteller og caféer har svaret, og 94 procent siger, at de overholder rygeloven. Alligevel svarer hver fjerde, at de ikke har lavet en skriftlig rygepolitik. Dermed overtræder de loven.

- Det var jeg ikke klar over. Det virker da latterligt, for når man ikke må ryge, så giver politikken sig selv. Vi har heller ikke en "du må ikke stjæle"-politik, siger Marcus Skjoldager, indehaver af restaurant Den Gule Cottage i Klampenborg, der understreger, at den manglende rygepolitik på skrift ikke er af ond vilje, og at han nu vil få bragt det i orden.

I Horesta, der er brancheorganisation for blandt andre hoteller og restauranter, vil direktør Lone Njor Hulth sørge for at informere medlemmerne om kravet til den skriftlige rygepolitik.

/ritzau/