Team Radioshack forsøger at give indtryk af et hold i balance. Men under overfladen lurer spændingerne fortsat

Skal man tro Team Radioshack, så er alt godt på holdet, inden Tour de France begynder lørdag. Men det er en sandhed med modifikationer.

Holdet har været omgivet af dårlige historier, og internt er sammenholdet ikke så godt, som rytterne gav udtryk for på holdets pressemøde torsdag.

Her sad holdets fire stjerner Fränk Schleck, Andreas Klöden, Fabian Cancellara og Chris Horner side om side flankeret af de to sportsdirektører Alain Gallopin og Dirk Demol, foran et stopfyldt presselokale.

Men pressen var kommet forgæves, hvis de ledte efter nye konflikter på holdet. Den seneste tumult i pressen omkring holdet vil ikke få nogen indflydelse, mener Fränk Schleck.

- Jeg tror ikke, det kommer til at påvirke vores hold her til Tour de France. Vi har et meget sammentømret hold, som arbejder hårdt for hinanden. Vi gør alle sammen vores bedste, og hvis alle på holdet hver dag kommer hen til bussen efter etapen og er trætte, så kan vi ikke gøre mere, sagde han.

Der er ellers rigeligt med historier, som kan have forstyrret de ni ryttere, der på lørdag kører ned ad rampen i Liege.

Allerede i begyndelsen af sæsonen begyndte de første kritiske røster at komme frem. Holdets sportsdirektør, Johan Bruyneel, lod til at kommunikere med sine ryttere gennem pressen. Det førte til konflikter med både Andy og Fränk Schleck og senest med Chris Horner og Jakob Fuglsang.

I kampens hede sagde Bruyneel til pressen, at alle på nær Fabian Cancellara havde skuffet, og de kunne ikke vide sig sikre på en plads på Tour de France-holdet.

Samtidig har resultaterne svigtet, og oven i hatten er Johan Bruyneel blevet presset af Lance Armstrongs dopingsag, og han har valgt slet ikke at være med holdet under Tour de France.

Jakob Fuglsangs udelukkelse fra at køre World Tour-løb af Team Radioshack var blandt temaerne på pressemødet, men Fränk Schleck ville ikke føre mere brænde til bålet.

- Nogle gange skal man bare træde tilbage og holde mund, og det er så det, jeg gør nu. Efter jeg forlod Giroen, var der også en masse snak, og jeg synes, det var forkert at kommunikere gennem pressen. Jeg giver ikke Jakob skylden, og jeg giver ikke holdet skylden, sagde Schleck, som tilføjede, at han kommer til at savne Fuglsang under Touren.

Fränk Schleck forsøgte med sporadiske grin undervejs at lette stemningen. Men irritationen sidder i ham, hvilket blandt andet kom til overfladen, da en journalist spurgte til, hvorfor Schleck tidligere havde sagt, at han ikke ville være kaptajn i Tour de France.

- No, no, no, no, sagde Schleck irriteret.

- Jeg har sagt, at jeg ikke vil tage ansvaret alene, for jeg har ikke kunnet forberede mig optimalt til Tour de France. Har alle forstået det nu? sagde Fränk Schleck og kiggede rundt på det store fremmøde af journalister.

Fränk Schleck og Team Leopard-Trek lagde sidste år stor vægt på sammenholdet og fællesskabet. Det fokus er der ændret på, efter fusionen med Radioshack under Johan Bruyneels ledelse.

Ifølge sporten.dks oplysninger er Chris Horner og Andreas Klöden tæt på slet ikke at være på talefod. De to ryttere fungerer dårligt sammen, hvilket kom i pressens søgelys, da Klöden - uden at nævne Horners navn - kritiserede Horner på twitter, efter amerikaneren i første omgang var blevet droppet til Tour de France.

Her skrev tyskeren i direkte vendinger, at man altså skal køre løb, for at få lov til at køre Tour de France, hvilket var en reference til Horner, som på grund af en skade ikke har kørt forberedelsesløbene Schweiz Rundt eller Dauphine Libere.

Horner brokkede sig offentligt og blev senere udtaget alligevel. Angiveligt fordi holdets to amerikanske sponsorer Radioshack og Trek havde fået så mange klager, at de havde bedt Johan Bruyneel genoverveje sin beslutning om amerikanske Horner.

- Der er selvfølgelig nogen, man snakker mere med end andre. Nogle ringer man til, når de har fødselsdag, og andre ringer man ikke til, afvæbnede Chris Horner med et smil, da han blev spurgt til tilstanden på holdet.