Richard Carapaz (Movistar) kunne søndag løfte armene til cykelkarrierens største triumf, da han efter den afsluttende enkeltstart krydsede målstregen som samlet vinder af Giro d'Italia.

Den lille ecuadorianer havde før den afsluttende tidskørsel over 17 kilometer et forspring på 1 minut og 54 sekunder ned til Vincenzo Nibali, og det var ikke i fare undervejs.

Da regnskabet var gjort op, vandt Carapaz Giro d'Italia 2019 med 1 minut og 5 sekunder ned til Nibali, som forsvarede sit forspring på andenpladsen.

Til gengæld kunne Mikel Landa (Movistar) som forventet ikke holde Primoz Roglic bag sig. Jumbo-Visma-profilen kørte en bedre enkeltstart og smed Landa ud af den samlede top-3 med otte sekunder.

Enkeltstarten blev vundet af den 30-årige amerikaner Chad Haga fra Sunweb.

/ritzau/