Matti Breschel satte fredag en stribe brostens-specialister til vægs i Eneco Tour.

Kom bare an Peter Sagan! Matti Breschel (Tinkoff-Saxo) viste fredag, at han er mere end bare en værdig hjælperytter til det slovakiske multitalent, Peter Sagan (Cannondale), der til næste år støder til Tinkoff-Saxo-truppen og skal gøre sig gældende i de store forårsklassikere.

På femte etape af etapeløbet Eneco Tour, der køres i Holland og Belgien, blev Matti Breschel således nummer fire efter favoritterne Greg Van Avermaet (BMC) og Tom Dumoulin (Giant-Shimano), mens en anden kommende holdkammerat Pavel Brutt (Katusha) blev nummer tre.

Fredagens kongeetape var en 160 kilometers mini-udgave af forårsklassikeren Flandern Rundt og bød på et væld af kendte benbrækkende stigninger, inden den afsluttende 20-procents finaleskråning i Geraardsbergen.

29-årige Matti Breschel sad med helt fremme hele vejen op til mål, hvor han var ét sekund efter etapevinderen. Han holdt samtidig den formstærke brosten-etapevinder fra Tour de France, Lars Boom, bag sig og lagde yderligere fem sekunders afstand til stærke navne som Niki Terpstra (Omega Pharma - Quick-Step), Geraint Thomas (Sky), Filippo Pozzato (Lampre), Sebastian Langeveld (Garmin Sharp), Philippe Gilbert (BMC) og Fabian Cancellara (Trek Factory).

Matti Breschel har dog udspillet sin chance i kampen om den samlede sejr. Han er nummer 28 i klassementet - 1.20 efter Tom Dumoulin inden lørdagens sjette etape, der har hentet inspiration fra en anden forårsklassiker Liege-Bastogne-Liege.