Man skal høre meget før ørerne falder af…

Det kræver en del humoristisk sans at være del af  den offentlige debat. Man må af og til korse sig over, hvad folk kan få sig selv til at sige og skrive. Når man læser visse læserbreve i formiddagsaviserne, kan det være svært at argumentere IMOD at give børn ned til 6 år valgret. Sådan noget ondskabsfuldt sludder ville børn aldrig præsentere os for.

Det er ikke blevet et mindre problem, efter de såkaldte sociale medier kom til verden. Eller skulle vi kalde dem 'asociale?' Det betyder som bekendt ”adfærd der strider mod alment udbredte sociale normer”, og det kan man roligt sige om de modbydeligheder, der smides ud på nettet.

Nu er fornærmelser jo ikke noget nyt, heller ikke i politik. Jeg husker engang, hvor sømandsbossen Preben Møller Hansen i sin vrede over min EU-begejstring kaldte mig : 'en beskidt tøjte af en landsforræder.'

Den tyggede jeg på et par dage, jeg mener, 'tøjte' nå da da, men 'landsforræder' ville jeg sgu ikke kaldes, så jeg lagde sag an…og vandt. Erstatningen blev spist op af advokatregningen, (sjovt nok som de altid kan ramme), men da Møller Hansen mødte op på mit ministerkontor og afleverede de 37.000 kroner, skete udbetalingen i 1-kroner, som blev hældt ud på gulvet.

Helt uden humor var han ikke.

Så sjovt er det ikke hver gang. Flere gange har jeg oplevet at få tilsendt patroner med beskeden om, at 'den næste rammer dig,' og også min familie er blevet truet. I alle disse tilfælde har det drejet sig om min holdning i udlændingepolitikken. Og det har alle årene vist mig. Der er to ting, som virkelig kan hidse gemytterne op. Det ene er EU. Det andet er udlændingespørgsmålet.

Om EU kan man sige, at det er lykkedes at få politikerne til at tie. Stort set ingen tør mere stå frem og tale for fællesskabet, til trods for at der både i Folketinget og i befolkningen er stort flertal for vores deltagelse. DET er virkeligt uhyggeligt, og det kan man ikke bebrejde modstanderne, for det er alene tilhængernes ansvar, at de ikke tør stå frem. Virkeligt et nederlag for ytringsfriheden, som de ellers besynger så højt, og i andre tilfælde nærmest betragter som en ytringspligt.

Udlændingespørgsmålet er endnu mere betændt. Det er vel en blanding af følelser, der spiller ind. En stor gruppe kalder jeg 'frygtningene' - mennesker som bare er usikre på alt det fremmede og nye, og helst vil se os tilbage i de 'gode gamle dage.' Hertil kommer en anden gruppe, som er i klemme i systemet, har fået noget modgang, og som søger nogle syndebukke. 'Hvis de fremmede ikke var har, kunne jeg have fået den nye hofte meget tidligere.'

Og så er der det store flertal, som for tiden lader sig overbevise om, at vi står i en meget farlig situation, hvis vi ikke lukker grænserne, uanset at vi kan se, at erhvervslivet slet ikke kunne klare sig uden udenlandsk arbejdskraft, og at det er et fåtal, der laver al balladen.

Men at det skulle føre til, at billederne på TV fra Syrien gør så lidt indtryk, er mig stadig ubegribeligt. Og lad mig så bare få den shit-storm, som jeg plejer.