Et stort flertal i Folketinget går ind for Danmarks deltagelse i EU.

Men det går sgu stille af.

Selveste statsministeren nævner det ikke, selv ikke i nytårstalen, og lederen af det største parti i Danmark, Mette Frederiksen, er, så vidt jeg husker, endnu ikke grebet i en eneste udtalelse om vores forhold til fællesskabet.

Jo, når vi skal have endnu en af de ulidelige folkeafstemninger, som ingen fatter en brik af, SÅ kommer de pludseligt på banen og taler FOR.

Men FOR HVAD?

I det daglige ikke et ord. Jo , 'EU har bestemt at…'

Hør nu her: EU kan ikke bestemme en skid.

Det hedder »VI i EU har bestemt,« men hvornår hører man en dansk minister sige det? Hvornår hører vi en stolt dansk minister sige: 'Nu skal I bare høre, hvad vi i dag besluttede, som gør en helvedes god forskel for os i  Danmark?'

Eller: »Ja, vi fik jo ikke vores vilje, fordi der er 26 andre lande, der har deres egne forståelige interesser?«

Alligevel hører vi danske politikere sige: NU må ministeren tage »ned til EU« og slå i bordet,

Helt ærligt, hvad sker der i grundejerforeningen eller i boldklubben? Vi må lytte til andre synspunkter og erkende, at de andre også kan få ret engang imellem.

Mere mystisk er det jo heller ikke.

Men når det hedder 'nede i EU,' eller 'EU har bestemt,' som om det skete på en anden planet, så er det jo ikke vanskeligt at forstå, at mange danskere føler, at der er 'lusk i foretagenet.'

Når politikerne kun kommer ud af skabet, når der er en folkeafstemning og ellers ikke oplyser os om eller fortæller, hvad der gik godt eller skidt i dagligdagen i fællesskabet med alle de andre lande, så tror fanden, at mange er skeptiske.

Det er alene manglende politisk lederskab, der er skyld i, at et af de mest påkrævede internationale fællesskaber er i krise, i Danmark som i resten af Europa.

Spring ud, spring ud, vis os lederskab, og gør os klogere. Det er ikke nemt for os i det daglige at overskue, hvad der foregår i EU. Hvorfor tror I, at I blev valgt, også til denne vigtige opgave? Verden er større end jeres valgkreds!

Når jeg er ude og holde foredrag, eller deltager i 'vi vil Europa'-gåturen en gang imellem, er der masser af mennesker, der undres over at møde levende mennesker, der faktisk er glade for fællesskabet i Europa. Der er bare så langt imellem dem, og det er i hvert fald ikke politikerne i Danmark, som går foran. Vores stakkels medlemmer af Europa-Parlamentet, som faktisk har god indflydelse…bliver totalt overhørt.

Vi hører om EU, når Morten Messerschmidt bliver mistænkt for snyderi, og det har han og partiet ærligt fortjent.

Vi hører også, når vores gæve danske kommissær Margrethe Vestager slår i bordet over for de multinationale selskaber. Det har HUN og sagen også ærligt fortjent, men vågn dog op, danske politikere. Ledere er vel ikke nogle, der skal gå ud og lede efter synspunkter, som, I tror, er populære og undgå temaer, som I tror, vi ikke gider høre om.

I skal lede os! Va' dælen har vi valgt jer til???