Man kan diskutere betalt frokost, arbejdstid og løn i månedsvis, men måske ligger konflikten et helt andet sted. I de senere år har hele tonen og værdisættet ændret sig på arbejdsmarkedet. Det er blevet erhvervslivets normer, der er blevet overført, både til den offentlige sektor, og sågar til de private humanitære organisationer.

Alt og alle skal måles, gøres op i tal, ansatte skal tjekkes, kontrolleres, evalueres. Der er helt grundlæggende ikke tillid til, at det er gode folk, der bare gerne vil gøre deres arbejde så godt, de kan.

Nej, det må vi have dokumenteret!!!

Og så har vi fået en hærskare af nye chefer. Og det er administratorer, for hvem det ikke gør den store forskel, om de arbejder på et plejehjem, i en nødhjælpsorganisation eller i et plastfirma.

Og det er som oftest 'chefer' og ikke 'ledere'. Der er nemlig himmelvid forskel på de to grupper. En leder går foran, begejstrer, holder modet oppe, skaber god stemning og sammenhold. En chef kontrollerer dit sygefravær, og om du møder til tiden.

Og når der kommer en ny chef, kommer der nye begreber. Fine nye ord der egentlig ikke betyder så meget, men som vi absolut skal lære og ikke mindst bruge tid på. Der bliver nye kurser, nye møder og nye konsulentbesøg.

Det betyder, at det, det hele drejede sig om, nemlig arbejdet for og med andre mennesker, elever, patienter, borgere med behov for hjælp, træder i baggrunden.

Nu skal vi skrive rapporteringer, koordinere, effektivisere, optimere, modernisere og bla bla bla.

Det er noget, der dræber arbejdsglæde. Hvorfor valgte vi egentlig et job med en mening for andre mennesker, hvis det meste af tiden foregår i et mødelokale eller bag skærmen på computeren.

Og så giver det stress. Tænk på, hvad disse nye såkaldte effektiviseringer har medført af sygefravær, udbrændthed og dårligt arbejdsklima. Tænk på, hvad det har betydet for elever, patienter eller andre 'kunder'.

Har det overhovedet kunnet betale sig? Jeg tror, det har været en ualmindelig dårlig forretning.

Selvfølgelig skal vi følge med tiden - også med de nye teknologiske muligheder. Men der er en kerne, en dybere mening med at arbejde i den offentlige sektor for at betjene andre mennesker, og hvis den efterhånden drukner i 'moderniseringer' af mere eller mindre tvivlsom karakter, vil spørgsmål om betalt frokost bare være et symbol.

Erhvervslivet gør det på mange måder godt, men fejlfrie er de sgu ikke. Og det er i hvert fald stærkt opreklameret at tro, at deres metoder passer alle steder. Når et gammelt menneske ligger på en hospitalsgang og klager højlydt, mens personalet må hvirvle forbi til andre opgaver, er der dælme noget, der ikke hænger sammen, og så kan i kalde det 'effektivisering', lige så tosset i vil.