Alt har handlet om coronavirus indtil videre ved VM, men inden Danmarks åbningskamp mod Bahrain parkerer vi lige pandemien og zoomer ind på det sportslige.
For hvad kan vi forvente af Mikkel Hansen & co. i Egypten?
Her i B.T. har landstræner Nikolaj Jacobsen indrømmet, at han aldrig i sin tid som landstræner har været mere i tvivl om sit holds niveau før en slutrunde, end han er denne gang.
Og jeg har det faktisk på samme måde. Jeg var langt mere optimistisk før VM 2019, hvor det jo endte med den ultimative danske guldfest. Ja, jeg var også noget mere fortrøstningsfuld før sidste års EM, som omvendt blev en historisk nedtur for landsholdet.
Men i år ved jeg ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på i forhold til Danmarks chancer.
Eller jo, det gør jeg selvfølgelig, når det gælder de første kampe. For Danmark har fået en drømmelodtrækning, og der er åbnet en motorvej – vi snakker en af de helt brede tyske af slagsen her – mod kvartfinalen.
Der kommer en del landenavne her, så hold lige tungen lige i munden.
Landsholdet åbner med en indledende gruppe med Argentina, Bahrain og Congo. Det betyder tre sejre og videre til mellemrunden med maksimumpoint. Ikke så meget at diskutere der.
Derefter parres man med gruppe C, hvilket formentlig vil sige Japan, Qatar og Kroatien.
Her er så to pladser i kvartfinalen på højkant, og dem snupper Danmark og Kroatien. Alt andet vil være en kæmpe sensation.
Så langt, så godt.
I kvartfinalen står man til at møde Egypten, Slovenien eller Sverige. Og selvom det er fornuftige hold, så er det ikke noget, der får alarmklokkerne til at gå i selvsving.
Lodtrækningen har altså artet sig fuldstændig perfekt for Danmark. Det kan der ikke være to meninger om.
Men når det gælder håndboldherrerne, snakker vi jo typisk om mulighederne for at vinde guld. Ikke om man kan klemme sig videre til en semifinale. Det er de selv lidt trætte af nogle gange, men forventningerne er jo et udtryk for de historiske resultater og et imponerende spillermateriale.
Denne gang er der dog alt for mange usikkerhedsmomenter til, at vi bare per automatik kan udråbe Danmark til guldfavorit.
For man skal ikke undervurdere, hvor meget kvalitet og erfaring landsholdet må undvære ved denne slutrunde.
Der er eksempelvis ingen Rasmus Lauge, Hans Lindberg, Henrik Toft og René Toft med i Egypten. På hver sin måde er det store kapaciteter, der mangler.
Særligt tabet af Lauge gør ekstremt ondt. Ja, det er sådan set lige til at sætte sig ned og tude over, at han ikke er med. Den danske bagspiller er i hvert fald en top-fem-spiller i verden i min optik, og han har nogle kvaliteter, som ingen andre danskere er i nærheden af.
Henrik Tofts fravær bekymrer også, da han efterlader sig et stort tomrum på stregen.
Jeg vil gå så langt som at sige, at hvis Lauge og lillebror Toft havde været med, så var Danmark min helt klare guldfavorit.
Men nu er jeg altså lidt mere usikker på Nikolaj Jacobsens tropper.
Der er dog stadig godt med kvalitet i den danske trup, og nu står nogle af de yngre og uprøvede kræfter med muligheden for at gribe chancen og bevise, at de hører til på øverste hylde.
Og … En ret væsentlig detalje: Vi skal ikke glemme, at Danmark råder over Mikkel Hansen og Niklas Landin. Rammer de to superstjerner topniveauet, så kan alt lade sig gøre.
Så hvis nu vi skal forsøge at sætte to streger under noget her til sidst, så må det være fair at forlange – særligt med tanke på lodtrækningen – at danskerne er med, når der skal spilles om medaljer i finaleweekenden.
Jeg er sikker på, at både landstræneren og spillerne – trods de lidt beskedne udmeldinger – selv vil være voldsomt skuffede, hvis det ikke er tilfældet.
Alt dette er selvfølgelig med udgangspunkt i, at Emil Jakobsen virkelig er den eneste dansker, der er ramt af coronavirus. For ellers har vi en helt anden situation, og det har ingen af os lyst til at tænke på lige nu.
