Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

AGF’s klubhus på Fredensvang ligner på mange måder ikke noget, der ikke lige så godt kunne have været klubhuset i en serie 3-klub et hvilket som helst sted ude i fodbolddanmark.

Det er et gammelt hus. Ikke specielt stort, meget lidt moderne. Det er et fodboldhjemsted på den klassiske måde.

Det er også ret ikonisk med dets gule mursten. Hvem har ikke set et interview med en presset AGF-træner, -direktør, -sportschef foran netop disse gule mursten? Faktisk er disse mursten så indhyllet i AGF-historien, at der i forbindelse med, at man snart begynder at opføre et nyt klubhus, har haft en debat om, at stenene skulle genbruges. Diplomatiet er, som jeg forstår det, landet på, at man genbruger det gamle klubskjold, der sidder på muren i dag.

Hvad AGF’s klubhus ikke har i modernitet har det i sjæl og historie. Der hænger utallige træplader med trykte navne af de spillere, der engang har vundet noget til klubben.

Det nyeste er 20 år gammelt. Her står DBU pokalvinder 1996, og det rummer navne som Lars Windfeld, Torben Piechnick, Peter Degn, Stig Tøfting, Thomas Thorninger, Håvard Flo og Martin Nielsen.

Det var et ret fremragende fodboldhold, AGF den dag i maj for 20 år siden tog til Parken og besejrede Brøndby med. Siden har retningen været mere mod bund og afgrund end stjernehimmel.

Nogle fastholder billedet af AGF som en slumrende kæmpe, fordi de har alderen, der tillader sig det. Men for mange unge fodboldfans ude i det danske land er der ikke ret meget kæmpe over AGF. De har aldrig kigget på andet end en fodboldklub fra en stor by, som siden pokalfinalen i 1996 er rykket ud af den bedste række tre gange og i gennemsnit har placeret sig på en ottendeplads over de 17 sæsoner, man har været i Superligaen

Det er ikke så storhedsagtigt endda.

Torsdag vil man i Parken mærke noget af det, som AGF er gjort af. Vil vil mærke, at der i dansk kontekst er en ekstraordinær interesse for klubben, og at denne interesse kan aktiveres.

Det sker Kristi himmelfartsdag, og det er en suveræn ting for dansk fodbold midt i et superliga-forår, hvor der ikke er ret meget andet at finde interesse i, end hvem der bliver nummer to, tre og fire, at vi får et fyldt nationalstadion til pokalfinalen. Det skal AGF have sin del af takken for.

Der er en rimelig grund til på aarhusianernes vegne at frygte, at det, der de seneste 20 år må været blevet svært udhungrede fodboldmaver, ikke bliver mættet af en sejr. FCK er selvfølgelig tung favorit i en kamp, hvor (og jeg lukker øjnene, mens jeg tilføjer denne fuldfede kliche) alt selvfølgelig kan ske. For en finale lever sit eget liv.

Ja, den gør da. Det er næsten også AGF’s eneste halmstrå i en konfrontation mod det FCK, vi i søndags så ødelægge FC Midtjylland på samme bane.

AGF dukker op til den historiske finale midt i et frygteligt superligaforår. Holdet kan ikke vinde fodboldkampe. Glen Riddersholm har ikke prøvet det endnu, og man får antydningen af minder om de psykologiske trakasserier, man slåssede med, da Jesper Fredberg som midlertidig træner efter fyringen af Peter Sørensen i foråret 2014 tabte 12 af 14 kampe og rykkede ud.

AGF og Riddersholm har i dette forår kunnet lune sig ved, at nedrykning længe ikke har været et tema på grund af Hobros elendigheder, og at man altså levede i pokalturneringen.

Hvis nu AGF fremstår både rundbarberet og rundtosset og med en ordentlig lussing efter finalen, så kan Riddersholm hurtigere end forventet komme til at mærke den særligt aarhusianske udgave af arbejdsro.

Glen Riddersholm havde selvfølgelig ikke forestillet sig at stå her i begyndelsen af maj uden at have vundet en superligakamp. Han har vel også set AGF-jobbet som et sted, hvor man som træner næsten kun kan overraske, fordi det ikke er svært at tro på, at det lige så meget er klubben som dens mange trænere de senere år, der har været problemet.

Sådan må det være, når man ser, at AGF - fraset Ove Christensen, der skiftede job til - har fyret alle sine permanente trænere, siden man for 16 år siden smed Peter Rudbæk ud. Vi taler: John Stampe, Poul Hansen, Søren Åkeby, Ove Pedersen, Erik Rasmussen, Peter Sørensen og Morten Wieghorst.

Det er ret vildt. Og det er i hvert fald vildt svært at skabe noget, der har bare antydningen af en retning over sig. At gå fra Ove Pedersen til Erik Rasmussen til Peter Sørensen til Morten Wieghorst og nu til Glen Riddersholm er mildt sagt ikke som at spise boller bagt på samme surdej.

Det har selvfølgelig martret AGF. Klubben har voldsomt brug for, at Glen Riddersholm bliver en succes - jeg mener stadig, at han er et stærkt bud på en mand, der kan. Og at det er et lille scoop, at man har tiltrukket ham til klubben.

Torsdag kan blive en meget definerende dag for hans kommende tid i AGF. Jeg ser, at det kan gå tre veje lige nu. Han kan tabe hæderligt og med ære og dermed holde liv i den tålmodige proces, der er i gang. Han kan vinde og blive træneren, der brød 20 års forbandelse.

Eller han kan bliver kørt over og accelerere krisesnakken.

Andre læser også