Alle børnene løb hjemmefra - undtagen Hussein, han havde ingen......ben.
Det er en udbredt myte, at nybagte forældre pludselig ikke kan tåle at se børn, der lider i film og tv, selv i vittigheder. Intet kunne være mere forkert.
Jeg er selv lige blevet far, og om noget er jeg nu ekstra begejstret, når fiktive børn kommer til skade. Man skal ikke skifte mange bleer, før man holder med klovnen Pennywise.
Faktisk er det også nemt at ignorere levende børns lidelser. Min kone må bogstavelig talt vække mig om natten med knytnæveslag, fordi jeg ellers sover fra min søns skrigeri. I naturen havde jeg formentlig ædt ham, hvis jeg blev forstyrret på den måde.
Søndag morgen, når køleskabet er tomt, har jeg da overvejet det. Hvis mennesker havde lagt æg, havde han ikke haft en chance.At drage omsorg for børn er med andre ord besværligt, kedeligt og utaknemmeligt. Og netop derfor vigtigt.
Børn er afhængige af os, fordi de er så ubehjælpsomme. Jeg så engang et barn forsøge at forcere en svingdør med hovedet først; den lukkede lige på halsen af purken, som så dinglede dér, tragisk nok iført cykelhjelm.
Som ansvarlig voksen skred jeg selvfølgelig ind og fotograferede situationen til Instagram, så andre børn kunne lære af fejlen.Vi voksne bør hjælpe børn, ikke blot fordi vi er dem overlegne, men fordi vi tit forårsager deres ulykke.
Alle børn løber for eksempel hjemmefra. De flygter typisk til nærområder i form af naboer, hvor de får en nødhjælpskiks og sendes nådesløst retur - tilbage til den uløste konflikt, som udløste flugten, og som altid er de voksnes skyld.
Måske har far skældt ud over rod. Måske er mor stresset af at skulle nå både mindfulness og afspændingsyoga. Eller måske er barnets hjem blevet bombet i en blodig borgerkrig.Naturligvis er der forskel på danske og syriske børns lidelser. Forskellen er, at sidstnævnte er endnu nemmere at ignorere.
Betragt Red Barnet (og Comedy Aid) som min kones næve, der prøver at vække os.
