Opel Insignia OPC er med 325 hestekræfter noget af det vildeste vi har set fra Opel til dato. En regulær racerbil pakket i en familiebilskarosse, og takket være en intelligent undervogn spiller den begge roller til UG.

Det er noget utilsløret dumdristigt over projektet. At tage ud på de sydøstsjællandske sogneveje i en Opel Insignia OPC med 325 hestekræfter på sommerdæk i en af årets værste snestorme. Men hey, hvis ikke en OPC skal tale til den indre kæphøje knøs, hvad skal så? Og snestormen var egentligt dagen før, så testen bliver på fine ryddede veje – om end de kradse minusgrader og en kun pletvis saltning af vejene giver turen en grad af spænding der ligger udover hvad man normalt forventer i en OPC.

OPC-filosofien

Spænding og hårdtpumpede præstationer er kernen i filosofien bag OPC-serien. OPC står for Opel Performance Center. Forestil dig en samling tyske tuningsnørder af den slags som hele thansen-segmentet tilbeder. Fyrer der tænder på spoilere, skørter og turbofodrede benzinmotorer. De har været det meste af Opel-programmet igennem, og hver gang de har lanceret en ny OPC-model, har den været hidsigere end den forrige. I flæng kan nævnes Opel Zafira med 240 hestekræfter, Opel Corsa med 180 hestekræfter og Opel Vectra med 280 hestekræfter. Men med Insignia har de hævet overliggeren.

Hidsigste Opel på vejen

Insignia OPC er en af de hidsigste Opeler der har betrådt offentlig vej. Dens V6’er på 2,8 liter fra Australske Holden har takket være et ordentligt turbotryk fået 325 hestekræfter. Og med et moment på 435 Nm fra under 2000 omdrejninger i minuttet, er der grotesk med fart i den ellers fredelige Insignia. At motoren måske ikke er den mest raffinerede seksbener vidner et forbrug på 8,8 km/l om. Konkurrenterne med tilsvarende hestekræfter og egenvægt kører alle over 10 km/l. Men OPC handler om fart og ikke klimaforbedringer, og med 0-100 km/t overstået på 6 sekunder og en elektronisk begrænset topfart på 250 km/t, lever OPC op til sit formål. Firehjulstræk og den adaptive undervogn sørger for, at kræfterne finder ned i asfalten og ikke spildes på brændt gummi. Eller det vil sige, kobles ESC fra kan man godt få den til at spinde i vintervejret, men som antydet i indledningen, er vejrliget på testdagen ikke til mindre vejgreb.

Fra sideskilning til tribal tatoos

Særligt den adaptive undervogn er en fornøjelse. I standardsetuppet er Insignia OPC stram og køredynamisk, samtidigt med at være komfortabel nok på turen forbi skolen med junior. Men trykker man sportsknappen ind, går bilen fra velfriseret med sideskilning til strithår og daggamle skægstubbe. Speederrespons bliver marginalt hurtigere, styringen skarpere og undervognen hårdere. For den kæphøje knøs er det dog kun en mellemstation på turen til hardcore racermaskine. Med et tryk på knappen med OPC initialerne får bilen onde øjne. Instrumentbelysningen skifter fra blå til rød, og skal vi blive i metaforen, bliver OPC en ond skaldet fyr med motherfuckerskæg og en tribaltatoo på det der er tilbage af halsen efter hormonkuren. Det er i det setup at selv den erfarne fører går i stå ved igangsætning, men i fart er det en absolut fornøjelse. Insignia OPC lugter af racerbil, og skal den en tur på bane, er OPC-indstillingen som skabt til formålet. Sjældent har en sportstunet familiebil været mere rå, og det er tydeligt, at tuningsnørderne fra OPC, har fået det som de ville i OPC-setup.

Visuel balancegang

Visuelt er Insignia uden sammenligning klassens smukkeste bil, og man kunne med god grund frygte hvad tuningsnørderne kunne spolere med deres hang til aluelementer og utilstedelige spoilere. Både Audi og BMW har vist, at ekstremversioner af en model ikke nødvendigvis behøver ligne noget der er samlet af dele fra tuningsindustriens postordrekataloger – en lektie OPC inden Insignia endnu havde til gode at lære. Med Insignia er de dog kommet i mål næsten uden anmærkninger. Spoileren er kun en lille antydning på hækken, og den dobbelte udstødning og aluelementerne foran går lige an. De gigantiske 19 tommer fælge er fede uden at ligne noget man finder i en hip-hop video. Alt i alt har de derfor ikke spoleret Insignia, og man kan stadigvæk se at det her er en umiskendelig OPC-version.

Men spørgsmålet er, om ikke en elegantier som Insignia der i OPC-setup koster fra 650.000 kroner mere appellerer til den diskrete ejer, der sætter pris på kræfterne uden nødvendigvis at ville udstille dem, end den appellerer til thansen-fyren der ikke kan få det vildt nok. Omvendt set kan der være en pointe i at gå mod strømmen, og Insignia OPC fremstår som en ener.

Prismæssigt basker den alle konkurrenterne med minimum 100.000 kroner, og som firmabil kan beskatningsgrundlaget dribles helt ned på 470.000 kroner. +300 hestekræfter til den slags penge er langt fra hverdag, og med bilens imponerende præstationer taget i betragtning, er den uden sammenligning årets røverkøb, hvis autmobilcocktailen skal mikses på lige dele racerbil og familieflytning.

HENRIK@BILEN.DK

Opel Insignia i tal

Pris fra 649.900 kroner

Motor V6 2,8 liter på 325 hestekræfter og 435 Nm

Brændstofforbrug 8,8 km/l ved blandet kørsel

Præstationer 0-100 km/t på 6 sekunder og en elektronisk begrænset topfart på 250 km/t