Hvordan kan man både være ny – og samtidig Danmarks bedste?
Sådan er livet lige nu for Ida Karstoft, der for halvanden uge siden smadrede den danske 200m-rekord, der var sat tilbage i 1983. Torsdag slog hun den igen, så nu er tiden på 22.76 – og den skal længere ned.
Forude venter en stor sommer, der forhåbentlig indeholder VM, EM og Diamond League. Lynet fra Lemvig fik smag for den store scene, da hun sensationelt scorede en OL-billet med det danske 4x100m-hold, der slog dansk rekord i Tokyo.
Helt surrealistisk at tænke på, eftersom hun først begyndte sin sprintkarriere i 2017 efter et helt ungdomsliv som fodboldspiller. Her fik hun utallige ungdomslandskampe, to stk. for A-landsholdet og spillede Champions League for Brøndby.
Men afskeden med fodbolden var svær. Først kom skader i hobetal, men der var et værre aspekt involveret.
»Jeg var meget selvkritisk og bange for at lave fejl. Og jeg tog mange fejl på mine skuldre, og det hæmmede mig. Jeg frygtede at spille fodbold.«
Der er vel også 1000 måder, du kan lave fejl på nu?
»Det er nemmere at håndtere, når det kun går ud over dig selv. Og det er målbart nu: Jeg ved, at hvis jeg løber en bestemt tid, så er jeg god. I fodbold kan man ikke måle det på samme måde, for der er det en træner, der vurderer det.«
Hun startede med at bede om en pause i Brøndby. Men pausen blev afløst af et stop, og kontrakten blev ophævet.
»Det var meget følelsesladet, men sådan er jeg generelt.«
»Jeg offentliggjorde det ikke, for det var lidt et nederlag. Noget, jeg ikke kunne fuldføre, så jeg gik stille med dørene. Generelt snakker jeg ikke højt om min Brøndby-tid, for jeg følte mig ikke tilpas. Det er ikke den rigtige sportsgren for mig.«
»Jeg tror heller ikke, jeg kommer tilbage til den, for jeg kørte mig for langt ud,« siger hun, inden hun fortæller, at fodbolden altid vil være noget specielt for hende.
Hun holder således stadig kontakt med gamle fodboldbekendtskaber og havde håbet at se kvindelandsholdets kamp mod Brasilien i Parken den 24. juni, men et stævne spænder ben.
I dag er tilværelsen en helt anden. Hun har stadig et hold omkring sig i form af træningskammeraterne, som er godt sammentømrede, men nu kan hun fokusere på sin egen præstation frem for at tage et helt holds fejl på sig.
Alt i hverdagen er tilpasset hendes træning, for arbejdet ved siden af ligger bogstaveligt talt ved siden af. Hun arbejder nemlig også for Sparta, hvor hun træner og hjælper med at koordinere de mange store begivenheder for løbeglade danskere, som klubben står for.
I den ideelle sprintverden burde 26-årige Karstoft nok ikke bruge kræfter på det, men det hele skal løbe rundt.
»Hovedet har brug for at koble af nogle gange, så det ville være optimalt at være fuldtidsprofessionel. Det giver bare noget ro, som jeg også finder på træningslejre, hvor der ikke er forstyrrende elementer, og man lever i en boble.«
»Selvfølgelig vil man gerne have flere penge og mere støtte, men det er der mange, der vil.«
»Jeg ville ikke kunne gøre det uden Sparta, for det er dem, der gør, at det er muligt. Team Danmark er der, når man er god. Klubben har været der inden,« siger hun og vinker ud til en uden for døren i klubbens gamle lokaler.
»Havde jeg fortsat med fodbolden, så tror jeg, at jeg havde været i en international klub nu. Og jeg træner langt mere nu, end da jeg spillede fodbold, så på den måde er det lidt unfair.«
Lige nu er Ida Karstofts liv en smule stressende med konstante rejser, hele hendes liv i en kuffert, få dage hjemme og et ofte meget tomt køleskab.
»Det går meget hurtigt det hele,« lyder det fra sprinteren, der understreger, at hun trives i det hektiske liv.
»Jeg vil bare forbedre mig hele tiden,« siger hun, mens hun lige nu har tredjehurtigste tid i Europa.
