Efter en 13. spillerunde, der kulminerede med et brag af en kamp søndag aften mellem sidste uges nummer et og to i BTs power ranking, New England Patriots og Green Bay Packers, er NFL-sæsonen nu gået ind i december, hvor det hele skal afgøres.

Runden begyndte på Thanksgiving, så derfor er det på sin plads at sige tak. Tak til Tom Brady og Aaron Rodgers for den ‘master class’, de to quarterbacks gav på Lambeau Field. Det var quarterback-spil på allerhøjeste niveau og en understregning af, at de to bør være de eneste to kandidater til kåringen som NFLs mest værdifulde spiller. Mødet mellem de to blev kaldt en forsmag på Super Bowl, og det vil bestemt ikke gøre noget, hvis de to mødes igen i Glendale, Arizona, i februar.

Også tak til New Orleans Saints og Atlanta Falcons for at øge afstanden ned til Carolina Panthers og Tampa Bay Buccaneers i NFC South-divisionen. Det ville være forfærdeligt at gå og frygte for, at et af de to hold kunne havne i slutspillet. Det sker næppe, og som Saints og Falcons spillede, er der også god grund til at tro, at vi undgår en gentagelse af 2010-sæsonen, da Seattle Seahawks blev det første hold i NFL-historien til at vinde sin division med flere nederlag end sejre.

Sidst, men ikke mindst: Tak for udsigten til en neglebidende december, hvor alt stadig er i spil, hvad angår slutspilspladserne, og sikkert vil være det indtil sidste spillerunde. Det gør det ikke nemt at rangere holdene i denne power ranking hverken i toppen, hvor fem hold ligger side om side med ni sejre og tre nederlag, i midten, hvor et hav af AFC-hold har syv sejre og fem nederlag og jagter et wildcard til slutspillet, eller i bunden, hvor der er flere hold, der nærmest gør alt, hvad de kan for IKKE at vinde ...

Hver uge gør bt.dk status over den forgangne runde med en power ranking, der er en rangering af NFL-holdenes øjeblikkelige styrke. Den er sammensat ud fra princippet om, hvor mange kampe et givent hold vil vinde, hvis det skulle møde alle de andre hold lige nu.

Uenig? Kommentarer modtages på Twitter:

@mlballing og @jeppedong

Her er BTs power ranking efter 13. spilleuge (i parentes står holdenes sejrsstatistik og bevægelse på listen i forhold til sidste uge):

1. Green Bay Packers (9-3 - én plads op)

En af nøglerne til Green Bay Packers' sejr over New England Patriots søndag aften var, at man gang på gang formåede at konvertere det, der lignede svære tredje downs til nye første downs og dermed holdt liv i angrebet. Og på forsvaret lykkedes det også at holde stand, når der stod allermest på spil. Aaron Rodgers ramte plet to gange - blandt andet med et touchdown-kast til Jordy Nelson i slutningen af andet quarter - og ud over sine egne solide evner, kunne han takke sin offensive linje for at få oceaner af tid til at fuldføre sine kast. Det var en helstøbt holdindsats, der sikrede Green Bay sejren i det, der meget vel kunne være første akt. Forhåbentlig kommer andet akt i Arizona til februar, for søndagens opgør var en af de mest velspillede kampe i denne sæson.

2. New England Patriots (9-3 - én plads ned)

Tom Brady og co. havde nogle angreb mod Green Bay Packers, hvor det var tre hurtige spil og så tilbage på bænken. Men når det kørte for offensiven, kunne end ikke Green Bay Packers’ forsvar hamle op med New England Patriots. Og takket være et redzone-forsvar, der lukkede fuldstændig ned for Aaron Rodgers og co., var der stadig masser at spille for i slutningen af fjerde quarter. Også selv om Patriots hverken scorede i første eller tredje quarter. Patriots havde til tider svært ved at stoppe Packers på tredje down, men det må give ethvert forsvar store vinger, når man efter en kamp kan sige, at man fire ud af fire gange lykkedes med at holde Rodgers fra fadet inden for 20 yards af end zonen. Til gengæld kunne man se, hvor meget nederlaget ærgrede Tom Brady, da det blev en realitet, for der blev brugt ikke så fine ord på sidelinjen, da Green Bay Packers kunne køre kampen hjem i de sidste minutter. Og mon ikke den erfarne quarterback håber på, at han får en ny chance mod Packers i februar?

3. Seattle Seahawks (8-4 - tre pladser op)

Så kender vi dem igen. Motoren har hostet og harket det meste af sæsonen, men nu er den oppe i de omdrejninger, der gjorde Seattle Seahawks til Super Bowl-mester i sidste sæson. I de to seneste opgør mod NFC West-konkurrenterne Arizona Cardinals og San Francisco 49ers, der begge blev besejret 19-3, har Seahawks-forsvaret virket nærmest umuligt at score imod. Det skyldes især, at safety Kam Chancellor og linebacker Bobby Wagner er tilbage efter skader. Angrebet scorer fortsat ikke voldsomt mange point, men det er heller ikke nødvendigt, så længe running back Marshawn Lynch og quarterback Russell Wilson skaffer yards nok til, at kicker Steven Hauschka kan sætte field goals på tavlen. Lige nu er det faktisk svært at se, hvilket hold der kan slå Seahawks, men sådan som Green Bay Packers og New England Patriots spillede søndag nat, kan det meget vel være det bedste bud på de to Super Bowl-deltagere, så de forsvarende mestre må nøjes med tredjepladsen.

4. Denver Broncos (9-3 - én plads ned)

I NFL gælder det om at kunne vinde på så mange forskellige måder som muligt. Både for at gøre det svært for modstanderne at finde modtræk og for at have alternativer, når ens normale sejrsopskrift svigter. Det ved Denver Broncos bedre end noget andet hold, for det var mandskabets endimensionalitet, der gjorde det muligt for Seattle Seahawks at ydmyge Broncos i sidste sæsons Super Bowl. Derfor må træner John Fox være ret tilfreds med den måde, Kansas City Chiefs blev besejret på søndag nat. Her kastede Peyton Manning ‘kun’ for 179 yards og to touchdowns. Til gengæld kom løbeangrebet for anden kamp i træk over 200 yards, mens forsvaret stod bag tre turnovers og seks sacks og holdt Chiefs til en boldbesiddelse på sølle 21 minutter. Med sejren undgik Broncos at skulle dele førstepladsen med både Chiefs og San Diego Chargers og er nu i stedet en sejr foran Chargers og to foran Chiefs. Alligevel rykker holdet en plads ned, for selv om man mod Miami Dolphins forrige søndag fik et bevis på, at Broncos er i stand til at holde fast i en balanceret angrebsstrategi, når holdet kommer bagud, er spørgsmålet, om det vil lykkes mod de tre hold, der ligger foran.

5. Philadelphia Eagles (9-3 - ingen bevægelse)

Det tog ikke Philadelphia Eagles mere end sammenlagt fem minutter at fyre to offensive serier på henholdsvis 80 og 88 yards af i begyndelsen af topbraget, før Dallas Cowboys var blevet skudt i sænk. Træner Chip Kellys højhastighedstog af et angreb er designet til at tage pusten fra enhver, og nu hvor running back LeSean McCoy har fundet sidste års storform frem igen, er der få angreb, der er lige så svære at stoppe. Med sejren over Cowboys er Eagles for en stund alene på førstepladsen i NFC East-divisionen, men nu venter en svær opgave mod Seattle Seahawks trods fordel af hjemmebane, og allerede næste søndag får Cowboys mulighed for at få revanche. Omvendt kan Eagles sikre sig divisionstitlen, hvis holdet vinder de to næste kampe.

6. Indianapolis Colts (8-4 - tre pladser op)

Andrew Luck begyndte kampen med at fumble bolden efter et sack og kaste en interception, men herefter så Indianapolis Colts-quarterbacken sig ikke tilbage. Luck satte personlig rekord ved at kaste fem touchdowns og klubrekord ved at kaste for over 300 yards for 10. gang i samme sæson, da Colts smadrede Washington Redskins med 49-27. Det må dog bekymre, at running back Trent Richardson stadig spiller som en zombie og nu også må se sig overhalet af Dan Herron trods Ahmad Bradshaws skade.

7. Arizona Cardinals (9-3 - tre pladser ned)

Arizona Cardinals leger med ilden. Med det andet nederlag i træk og et slutprogram, der indeholder Kansas City Chiefs, St. Louis Rams, Seattle Seahawks og San Francisco 49ers, risikerer holdet at falde langt ned ad listen de næste uger, for holdet er faktisk i reel fare for at misse slutspillet efter at vundet ni af de første 10 kampe. Uhørt. Uden quarterback Carson Palmer og wide receiver Larry Fitzgerald, som har været ude med skader, har angrebet kun scoret et enkelt touchdown i 10 quarters. Det lover ikke godt, når man ser på, hvilke forsvar Cardinals skal møde i de fire sidste kampe. Mod Atlanta Falcons kastede Drew Stanton to interceptions, og løbeangrebet, som dog fik running back Andre Ellington skadet, skaffede kun 35 yards mod et forsvar, der indtil søndag havde tilladt 125,3 yards pr. kamp. Også forsvaret viste svaghedstegn. Julio Jones og Harry Douglas greb begge bolde for over 100 yards, og så tillod Cardinals for første gang i 22 kampe en running back at løbe for over 100 yards. Oven i købet en, der ikke havde passeret den milepæl i to år.

8. San Diego Chargers (8-4 - fem pladser op)

Egentlig burde San Diego Chargers have været sat af i kampen om slutspilsbilletterne. Først reddede Marcus Gilchrist holdet med en interception mod St. Louis Rams, da det ellers så ud til, at Rams ville score et kampafgørende touchdown til allersidst. Søndag var det så quarterback Philip Rivers og wide receiver Keenan Allen, der sikrede en flot comeback-sejr ude mod Baltimore Ravens, efter at holdet havde været bagud, indtil der manglede 38 sekunder af klokken. Det er sådan nogle sejre, der kan give vinger, og det får holdet i den grad brug for med et restprogram mod New England Patriots, Denver Broncos, San Francisco 49ers og Kansas City Chiefs, hvis holdet skal holde fast i det wildcard, mandskabet står til at få i øjeblikket. Men Rivers og co. viste, at holdet aldrig er slået, før den fede dame synger.

9. Detroit Lions (8-4 - seks pladser op)

Matthew Stafford sendte bolden i hænderne på Calvin Johnson 11 gange, og den store wide receiver greb sammenlagt for 146 yards - næsten tre gange så meget som i de to foregående kampe. Og selv om Detroit Lions lod Chicago Bears få føringen i første quarter, blev der i resten af kampen lukket godt ned for Jay Cutler og co., mens Detroit-angrebet selv fik hul på touchdown-bylden efter at have været på banen 25 gange i træk uden at nå helt til end zonen. Med tre succesfulde angreb i træk kom holdet et langt stykke af vejen mod den anden Thanksgiving-sejr i træk. 34-17 endte Detroit med at vinde, og holdet har måske taget hul på en ny slags Thanksgiving-stime - inden de to seneste Thanksgiving-sejre var det ellers blevet til ni nederlag på stribe.

10. Dallas Cowboys (8-4 - tre pladser ned)

Hvad nu, Dallas Cowboys? Med nederlaget til Philadelphia Eagles er Cowboys nu stødt fra tronen i NFC East-divisionen for første gang i denne sæson. De andre resultater på Thanksgiving betyder desuden, at holdet endda står til at misse slutspillet, som det ser ud lige nu. Eagles skal møde Seattle Seahawks, så kan Cowboys slå Chicago Bears på torsdag, venter der en gyser i Philadelphia næste søndag. Men sådan som holdet blev ydmyget på hjemmebane, er det svært at se Cowboys vinde i Philadelphia - også selv om holdet er ubesejret på udebane i denne sæson. Cowboys har hele sæsonen levet højt på, at holdet via sit dominerende løbeangreb har kunnet diktere kampens præmisser. Men den opskrift duede ikke mod Eagles-angrebet, der i kraft af sit velkendte, voldsomt opskruede tempo udmattede Cowboys-forsvaret.

11. Cincinnati Bengals (8-3-1 - ingen bevægelse)

Mens quarterback Andy Dalton var plaget af influenza og spillede en skidt første halvleg med tre interceptions, var træner Marvin Lewis anderledes klar i hovedet, da Cincinnati Bengals var tæt på at smide en 14-13-føring i de døende sekunder. Efter at Tampa Bay Buccaneers med et 21-yard-kast havde bragt sig i field goal-afstand, opdagede Lewis, at hjemmeholdet havde haft 12 mand på banen. Det kostede en nettostraf på 26 yards, og så var Buccaneers for langt væk til at forsøge et field goal, som kunne have afgjort kampen. Med nederlag til alle de andre hold i AFC North-divisionen har Bengals nu et forspring på halvanden kamp ned til de tre øvrige hold i den uhyggeligt tætte division.

12. San Francisco 49ers (7-5 - fire pladser ned)

Det pinlige nederlag til Seattle Seahawks fik to prominente San Francisco 49ers-folk til at ty til Twitter. Først skrev ejer Jed York: ‘Denne præstation var uacceptabel. Det vil jeg gerne undskylde.’ Siden var det general manager Trent Baalkes datter, Cass Baalke, der rettede sin vrede mod holdets offensive koordinator: ‘Greg Roman kan godt pakke sammen. 49ers vil ikke have dig længere.’ Ejeren må selvfølgelig skrive, hvad han vil, men Trent Baalke måtte ud at undskylde for datterens skriblerier, selv om hun ramte hovedet på sømmet. Quarterback Colin Kaepernick virker rådvild og ligner en, der ikke føler sig tilpas i Romans angreb. Wide receiverne er sjældent frie, og når de er, kaster ‘Kap’ upræcist til dem. Hvis han overhovedet kaster deres vej. Eneste lyspunkt er forsvaret, der bliver ved med at spille på et højt niveau. Det er bare ikke nok til at vinde. Og det skal 49ers for at komme i slutspillet. Faktisk virker det sandsynligt, at holdet er tvunget til at vinde de sidste fire kampe - hvilket inkluderer en udekamp mod Seahawks og en hjemmekamp mod Arizona Cardinals i sidste runde.

13. Kansas City Chiefs (7-5 - tre pladser ned)

Nederlaget til Oakland Raiders forrige søndag gjorde nærmest kampen mod Denver Broncos til en ‘must-win’, og det er aldrig sjovt, når man skal op imod Peyton Manning. Det var dog snarere Broncos’ forsvar, der gjorde ondt på Kansas City Chiefs søndag, for quarterback Alex Smith måtte ned at bide i græsset hele seks gange, og det ellers så frygtede løbeangreb med Jamaal Charles i spidsen kom i den grad til kort mod NFLs næstbedste løbeforsvar. Det efterlader Chiefs i suppen af hold, der alle har syv sejre og fem nederlag, og netop derfor kan nederlaget til Raiders gå hen og blive altafgørende.

14. Baltimore Ravens (7-5 - ingen bevægelse)

Få centimeter kan vise sig at udgøre forskellen mellem succes og fiasko for Baltimore Ravens, når sæsonen er slut. Havde quarterback Joe Flaccos kast til Kamar Aiken til sidst ligget lidt mere yderligt, så Aiken kunne være kommet ud over sidelinjen, så tiden ville blive stoppet, ville kicker Justin Tucker have haft chancen for at sparke et 60-yard field goal med et sekund tilbage. I stedet løb tiden ud for Ravens, da Aiken greb bolden og blev tacklet inden for sidelinjen. Det burde dog slet ikke være kommet så langt, for Joe Flacco førte Ravens inden for Chargers’ 20-yard-linje på syv af otte angrebsserier, og holdet var ikke bagud, før San Diego Chargers bragte sig foran 34-33 38 sekunder før tid - godt hjulpet på vej af en pass interference-straf, så bolden blev flyttet ned på Ravens’ 1-yard-linje. Nederlaget gør, at Ravens behøver hjælp for at nå i slutspillet. Ikke alene er Ravens to sejre efter Cincinnati Bengals i AFC North-divisionen, holdet er nu også dårligere end Chargers i wildcard-ræset, hvis de to ender med lige mange sejre. Til gengæld har Ravens på papiret det nemmeste restprogram i divisionen. Den første mod Miami Dolphins på søndag kan afgøre begge holds slutspiltsskæbne.

15. Miami Dolphins (7-5 - én plads op)

Det er ikke altid lige nemt at spille mod divisionsrivaler, for så har modstanderen ofte et godt kendskab til dine styrker og svagheder. Måske var det derfor, Miami Dolphins havde mere end svært ved at sætte point på tavlen natten til tirsdag, da holdet gæstede New York Jets. Ryan Tannehill og co. skulle bruge 58 minutter på at bruge sig foran i kampen og kunne takke kicker Caleb Sturgis for 10 af de 16 point i 16-13-sejren. Sejren var vigtig for Miamis slutspilsdrømme, da holdet med sejren og ugens øvrige resultater pt. sidder på en af de to wildcard-pladser. De to kommende modstandere, Baltimore Ravens og New England Patriots bliver dog svære at slå, hvis man kun sætter 16 point på tavlen.

16. New Orleans Saints (5-7 - seks pladser op)

Efter tre hjemmebanenederlag i træk fik New Orleans Saints vendt skuden med en sejr på 35-32 på udebane over Pittsburgh Steelers og noterede sig samtidig for sæsonens første gevinst mod et hold fra AFC North-divisionen. Quarterback Drew Brees ramte på 19 af 27 kast for 257 yards, fem touchdowns og ingen interception - vel at mærke uden at se tight end-stjernen Jimmy Grahams vej. I stedet var Kenny Stills yndlingsmålet med fem grebne bolde for 162 yards, mens running back Mark Ingram ved at løbe for 122 yards skabte balance i angrebet. Når Saints-angrebet klikker sådan her, kan holdet godt lave ravage, hvis det når i slutspillet som vinder af NFC South-divisionen. Med den flotte sejr over Arizona Cardinals er dog stadig Atlanta Falcons, der fører divisionen på grund af sejren i 1. spillerunde, men på papiret har Saints et lettere restprogrammet og fordel af hjemmebane, når de to hold mødes igen i næstsidste runde.

17. Atlanta Falcons (5-7 - to pladser op)

Så knækkede NFC South-divisionen endelig med sejre til både Atlanta Falcons og New Orleans Saints og nederlagene til Carolina Panthers samt Tampa Bay Buccaneers. Og sådan som Falcons og Saints spillede søndag, er der oven i købet berettiget håb om, at vinderen af den ellers historisk dårlige division når op på flere sejre end nederlag, når grundspillet er forbi. Falcons knuste nemlig Arizona Cardinals, der ellers var det hold i NFC-konferencen med flest sejre, efter at være blevet sat under pres af Saints’ sejr. Et nederlag ville have sendt Falcons ned på andenpladsen i divisionen, men med storspil af wide receiver Julio Jones, der greb 10 bolde for 189 yards og et touchdown, og af running back Steven Jackson, der blev den første Falcons-spiller i 35 kampe til at løbe for over 100 yards, holder Falcons fast i førstepladsen. Det var dog første gang i år, at Falcons vandt over et hold, der ikke spiller i NFC South, og derfor virker Saints lige nu som et bedre bud på en vinder af divisionen.

18. Houston Texans (6-6 - ingen bevægelse)

Med seks touchdowns, hvilket var ny klubrekord for Houston Texans, viste quarterback Ryan Fitzpatrick, hvorfor han kaldes ‘Fitzmagic’. Godt nok faldt de på en billig baggrund mod Tennessee Titans, som han pudsigt nok spillede 11 kampe for i sidste sæson, men det var trods alt stadig kun ét touchdown fra NFL-rekorden. Fitzpatrick var ellers blevet bænket, men afløseren Ryan Mallett er blevet skadet for resten af sæsonen, så nu er det op til ‘Fitzmagic’ at jagte Texans’ spinkle chance for et wildcard til slutspillet. Ud over Fitzpatrick var kampens oplevelse - igen - defensive end J.J. Watt, der noterede sig for to sacks, en forceret fumble, som han selv erobrede, og minsandten også et touchdown i angrebet - hans femte i alt i sæsonen.

19. Pittsburgh Steelers (7-5 - syv pladser ned)

Pointtavlen lyver, for Pittsburgh Steelers var mere overmatchet end nederlaget på 32-35 til New Orleans Saints antyder. Steelers-quarterback Ben Roethlisberger kastede et par interceptions, som gjorde Saints i stand til at øge føringen fra 7-6 til 21-6, og kastede først sine to touchdowns til Antonio Brown til allersidst i kampen. Han fik nu heller ingen hjælp af forsvaret, der slet ikke kunne dæmme op for Saints-quarterback Drew Brees, der uden at kaste i retning af tight end-stjernen Jimmy Graham én eneste gang kastede fem touchdowns til fem forskellige medspillere. Både Baltimore Ravens og Cleveland Browns tabte, og selv om Cincinnati Bengals vandt og har halvanden sejrs forspring i toppen af AFC North-divisionen, står Steelers stadig med muligheden for selv at afgøre sin skæbne, da holdet møder netop Bengals to gange i de sidste fire kampe.

20. St. Louis Rams (5-7 - ingen bevægelse)

Tænk, hvilken skade St. Louis Rams ville kunne forvolde på resten af NFL, hvis holdet havde haft en god quarterback? Jovist, Shaun Hill, der har været ind og ud af holdet, efter at starteren Sam Bradford for anden sæson i træk blev langtidsskadet, har leveret på et fint nok niveau, men som man så forrige søndag mod San Diego Chargers, er han ikke en type, der afgør kampe, når det snerper til. Derimod er forsvaret skræmmende godt og holdt søndag Oakland Raiders fra at score, samtidig med at enheden noterede sig for tre interceptions, tre forcerede fumbles, seks sacks og et touchdown. Og selv om holdet reelt har udspillet sin chance for at gå i slutspillet, kan holdet få stor indflydelse på, hvem der vinder NFC West-divisionen med kampe mod både Arizona Cardinals og Seattle Seahawks.

21. Buffalo Bills (7-5 - ingen bevægelse)

Der må være bidt mange negle i Buffalo søndag, da Buffalo Bills med Kyle Orton ved roret gik til pause uden et eneste point på tavlen. Men 10 sekunder i tredje quarter fik vendt et spinkelt, men truende nederlag til sejr, da først angrebet og siden forsvaret scorede touchdown. De 14 point var i realiteten nok til at vinde over Cleveland Browns, men Bills fik sat yderligere 12 point på tavlen i fjerde quarter, og så lignede det lige pludselig en komfortabel sejr på 26-10. Men Bills-fansene er nok ligeglade med, hvordan sejren kom i hus. Vigtigst for dem er vel, at de syv sejre i 12 kampe stadig giver Buffalo mulighed for at nå slutspillet, selv om både New England og Miami stadig ligger foran holdet i AFC East.

22. Cleveland Browns (7-5 - fem pladser ned)

‘Here’s Johnny!’ Fænomenet Johnny Manziel, der bare kaldes ‘Johnny Football’ kom på banen for Cleveland Browns som afløser for en skidt spillende quarterback Brian Hoyer og scorede sit første NFL-touchdown på et 10-yard-løb. Det var dog ikke nok til en sejr mod Buffalo Bills, men Browns kan stadig vinde AFC North-divisionen - med lidt hjælp - selv om Cincinnati Bengals har et forspring på halvanden sejr. Om det bliver Hoyer eller Manziel, der skal lede Browns i de resterende fire kampe, ville træner Mike Pettine ikke afsløre efter kampen søndag. Uanset hvor imponerende et stykke arbejde Pettine har udført ved at have gjort Browns til en bejler til slutspillet for første gang siden 2007, er det dog et dårligt tegn, at han endsige overvejer et skifte på den vigtigste position af alle så sent i sæsonen.

23. Minnesota Vikings (5-7 - to pladser op)

For femte gang i NFLs historie og for første gang siden 1990 lykkedes det et hold at returnere to blokerede punt for touchdown i samme kamp. Minnesota Vikings fik dermed valuta for pengene på special teams mod Carolina Panthers, og med i alt 28 point i første halvleg, var der ikke det store at rafle om i forhold til sejren, der endte med at lyde på 31-13. Minnesota Vikings spiller udendørs i denne sæson (hvilket holdet ikke har gjort siden 1981), mens deres nye stadion bliver bygget, og de loyale fans fik dermed en tiltrængt sejr at lune sig på - kampen mod Panthers var nemlig den syvendekoldeste i holdets historie. Ved kickoff lå temperaturen på -11 grader, og tilskuerne holdt sig i læ for vinden, indtil der skulle synges nationalmelodi. Desværre for Vikings hjælper sejren ikke det helt store, da der stadig skal mange sejre og en solid portion held oveni, for at man kan nå slutspillet.

24. Chicago Bears (5-7 - én plads ned)

Man kommer ikke i slutspillet, hvis man ikke kan vinde over sine divisionsrivaler. Godt nok er NFC South ved at bevise, at man godt kan nå slutspillet uden at vinde ret mange kampe, men så heldige er Chicago Bears ikke i NFC North, hvor modstanderne blandt andet hedder Green Bay Packers og Detroit Lions. Bears kom ellers godt fra land i Thanksgiving-kampen med to hurtige touchdowns, men de gode takter blev ikke fulgt op, og i de tre efterfølgende quarters blev der kun sat tre point på tavlen. Det var bare ikke nok for Jay Cutler og co., og derfor nærmer sommerferien sig nu med hastige skridt for holdet fra ‘The Windy City’.

25. Jacksonville Jaguars (2-10 - syv pladser op)

Hatten af for Jacksonville Jaguars, der stadig giver sig 100 procent, selv om sæsonen for længst er overstået. Det er yderst sjældent, at det rækker til sejr, men det gjorde det mod New York Giants takket være det største comeback i holdets 19-årige historie. 0-21 var holdet bagud efter første quarter, men med et 43-yard field goal med 28 sekunder igen af Josh Scobee tog Jaguars sejren 25-24. Det kan godt være, at forsvaret tillader et hav af yards og point, men til gengæld ligger det i toppen, hvad angår forcerede fumbles. Mod Giants lavede forsvaret tre. To af dem førte til 14 point, og den tredje ødelagde Giants’ chance for at svare igen i de døende sekunder. På angrebet kastede quarterback Blake Bortles for første gang i sæsonen ingen interception og så skarp ud på den afgørende angrebsserie, hvor han blandt andet løb selv med bolden for 31 yards.

26. New York Giants (3-9 - to pladser ned)

Tom Coughlin rundede 300 kampe i NFL mod sin tidligere klub, Jacksonville Jaguars, men New York Giants-træneren vil næppe se tilbage på den med glæde. Coughlin blev den første træner i NFLs historie til at tabe tre gange efter at have været foran med 18 point eller mere i anden halvleg. Søndagens nederlag til Jaguars var tilmed mere eller mindre selvforskyldt, eftersom 14 af Jaguars’ 21 point i comeback-sejren kom efter to Giants-fumbles. Med syv nederlag i træk er Giants nu indehaver af den længste stime af nederlag i denne sæson, og taber holdet igen tll Tennessee Titans på søndag, vil det være en tangering af Tom Coughlins rekord, som blev sat i 2004, hans første sæson hos Giants. Bliver 2014 mon hans sidste?

27. Carolina Panthers (3-8-1 - ingen bevægelse)

Det var sigende for Carolina Panthers’ sæson, at nederlaget til Minnesota Vikings kom i stand efter to touchdowns som følge af blokerede punts, for der er intet, der går holdets vej i år. Forsvaret, der var så frygtet sidste år, holdt Vikings til 210 yards, og angrebet fik endelig gang i running back Jonathan Stewart, der løb for 85 yards på blot 12 løb. Men hvad gør det, når special teams svigter. Nederlaget, som var holdets sjette på stribe, gør, at Panthers nu er halvanden sejr efter Atlanta Falcons og New Orleans Saints, som er modstanderen på søndag. Et nederlag, og Panthers’ sæson er så godt som officielt slut.

28. Tampa Bay Buccaneers (2-10 - ingen bevægelse)

Tre interceptions i første halvleg førte til sølle tre point, og det er en af årsagerne til, at Tampa Bay Buccaneers kun har vundet to sejre indtil videre i denne sæson. Holdet har simpelthen ikke udnyttet de chancer, det har fået. En anden årsag er, at mandskabet omvendt har været flink til at forære modstanderne sejren. Det så man mod Cincinnati Bengals søndag, da Buccaneers havde 12 mand på banen på det 21-yard-kast, der førte bolden frem til Bengals’ 20-yard-linje, så Patrick Murray ville kunne sparke holdet foran 16-14 med 12 sekunder igen. I stedet endte Bengals med at vinde 14-13. Så vil man ikke vinde.

29. Washington Redskins (3-9 - ingen bevægelse)

Ugens helt store historie i NFL var selvfølgelig Washington Redskins’ beslutning om at bænke quarterback Robert Griffin III, blot tre sæsoner efter, at klubben satsede butikken på at kunne vælge ‘RG3’ som nummer to. Det imødesete opgør imellem nummer et og nummer to fra 2012-draften, Indianapolis Colts’ quarterback Andrew Luck og RG3 (og nummer tre, hvis man tæller Colts’ running back Trent Richardson med), blev derfor ikke til noget. I stedet var Colt McCoy ny quarterback for Redskins, og han spillede en hæderlig kamp med 392 yards, tre touchdown og ingen interceptions. Forsvaret var dog alt andet end hæderligt og tillod Luck at kaste fem touchdowns.

30. New York Jets (2-10 - fire pladser ned)

New York Jets kom egentlig godt fra start med Geno Smith som quarterback mod Miami Dolphins, men det var nu snarere på grund af et solidt løbeangreb, hvor Chris Johnson og Chris Ivory tog det store slæb - selv om blandt andre Percy Harvin og Jeremy Kerley også bidrog. Men som det ofte er kendetegnende for hold, der kun har vundet to kampe, når der står december på kalenderen, holdt den gode start ikke. Jets kunne ikke finde vej til end zonen mere end den ene gang i første quarter, og Geno Smith havde ikke løsningerne, når han blev tvunget til at kaste, for at holde angrebet på banen. Syv completions på 13 kast for 65 yards og en interception var nok ikke det, Rex Ryan og co. havde drømt om, da man bænkede Vick og satte Smith tilbage på banen.

31. Tennessee Titans (2-10 - ingen bevægelse)

Fra Jake Locker til Charlie Whitehurst til Zach Mettenberger og tilbage til Jake Locker. Intet under, at Tennessee Titans-angrebet ikke fungerer med den quarterback-karrusel. Måske skulle holdet have beholdt Ryan Fitzpatrick, for Houston Texans-quarterbacken kastede søndag seks touchdowns mod sit tidligere hold, mens Mettenberger og Locker til sammen noterede sig for to touchdowns og tre interceptions bag en offensiv linje. Det var Titans’ sjette nederlag i træk, hvilket var ny klubrekord. På søndag møder holdet New York Giants, der har tabt syv på stribe. Måske man skulle spille på uafgjort, for der er øjensynligt ingen af de to hold, der vil vinde ...

32. Oakland Raiders (1-11 - to pladser ned)

Euforien var til at tage at føle på hos Oakland Raiders, efter at holdet forrige torsdag fik sin første sejr. Men Raiders-spillerne var åbenbart så tilfredse med bare at undgå at tabe alle sæsonens 16 kampe, at de kollektivt valgte at gå på tidlig ferie. Hvordan forklarer man ellers et nederlag på 0-52 til St. Louis Rams? Hvor patetisk! Rookie-quarterback Derek Carr kastede to interceptions og blev bænket i fjerde quarter til fordel for veteranen Matt Schaub, der nåede at fumble to gange og kaste en interception, der blev returneret til touchdown. Tilbage i bunden med jer, Raiders.