Green Bay Packers klargør til sæsonens første slutspilskamp søndag på sorg over en ung mands død.
De forsvarende Super Bowl-mestre fra Green Bay Packers er ramt af sorg og fortvivlelse inden sæsonens første slutspilskamp på søndag mod New York Giants.
NFL-klubben besluttede mandag at aflyse alle presseseancer, lige inden dykkere og politi fandt liget af den 21-årige Michael T. Philbin, søn af Packers' offensive koordinator Joe Philbin.
Sønnen forsvandt sent søndag aften efter at have været sammen med en flok venner på University of Wisconsin-Oshkosh cirka 50 miles fra Green Bay. Politiets dykkere har i Fox River fundet liget af en ung mand, som ifølge politiet er gået gennem isen. Klubben blev ifølge flere amerikanske medier informeret sent mandag aften om, at Philbin-familien nu er orienteret om, at de har mistet en søn.
- Philbin-familien går gennem en svær tid lige nu, og som det altid har været tilfældet, er vi en familien-kommer-først-organisation, sagde Packers' træner Mike McCarthy mandag aften.
Mens klubben lukkede ned for alle presseaktiviteter før en af de største kampe i amerikansk sport i år, hoppede flere af Packers-spillerne ud på twitter for at dele deres tanker med fans.
- Som børn skal vi alle en dag sige farvel til vores forældre, men forældre burde aldrig sige farvel til sine børn, skrev offensive lineman T.J. Lang, mens holdkammeraten B.J. Raji skrev, at livet nogle gange bare er alt for kort.
Joe Philbin har været ansat hos Green Bay Packers siden 2003 og bliver anerkendt som en af de mere afgørende figurer i trænerstaben under Mike McCarthy. Philbin var sidste uge til jobsamtale hos Miami Dolphins, som mangler en cheftræner.
Selv om den offensivt nysgerrige Packers-cheftræner Mike McCarthy selv kalder de offensive spil, har Philbin haft en væsentlig rolle med at finpudse quarterback-fænomenet Aaron Rodgers' muligheder.
- Vi skal nu sørge for, at holdet bliver klar til på søndag. Vi skal være klar, sagde McCarthy, inden han lukkede et kort pressemøde mandag.