Man kan ikke købe sig til lykke, tænker du nok. Men det kan man faktisk.

I mange år har undersøgelser vist, at der er en meget lille chance for, at man bliver lykkelig af at bruge penge. Men et nyt amerikansk studie fra University of Cambridge viser nu, at hvis man køber ting, der passer til ens personlighed, kan man godt købe sig til lykke.

Man skal altså bare købe de 'rigtige' ting, hvis man vil være mere lykkelig.

»Nye fund peger på, at penge i særdeleshed kan øge lykkefølelsen, hvis de bliver brugt 'rigtigt',« skriver forfatterne til undersøgelsen.

Studiet viser, at de mennesker, der bruger flere penge på produkter, der matcher deres personlighed, har en større livsglæde. Livsglæden var endda større hos folk, der køber de 'rigtige' ting, end den var hos folk med højere indkomster.

Det vil altså sige, at køber man de 'rigtige' ting til sig selv, bliver man mere glad, end hvis man tjener mange penge. Lykkefølelsen kan også stige, hvis man eksempelvis køber oplevelser til sig selv eller ting til andre.

Ifølge mediet CNBC har undersøgelsen set på folks personligheder og derefter delt folks transaktioner op i forskellige kategorier. Det vil altså sige, at hvis man eksempelvis er meget introvert, vil det ikke give mere livsglæde at købe ting på en bar.

Men er man mere udadvendt vil der være jackpot i lykkefølelsen, når man køber ting på en bar, fordi det passer til personligheden. Det kan altså også for detailhandlen have en bonus, hvis en hjemmeside kan dele varerne op efter personligheder, mener forskerne