Spanien evner ikke at håndtere de alvorlige udfordringer, som den aktuelle krise stiller, melder ratingbureau.

SPANIEN: Spanien har endnu engang fået nedgraderet sin økonomi af det amerikanske ratingbureau Standard & Poor’s.

For recessionen i landet er blevet værre de seneste måneder, og høj arbejdsløshed og uro i befolkningen begrænser regeringens muligheder for at bremse landets finansielle krise, mener bureauet.

Således har Spanien nu fået sænket sin kreditværdighed fra BBB+ til BBB-, lige over såkaldt »junk-status«, som er den laveste rating, et land kan have. Standard & Poor’s melder desuden, at den spanske økonomi kan blive yderligere nedgraderet.

- Efter vores opfattelse har Spaniens politiske institutioner, både indenlandsk og multilateralt, ikke evner til at håndtere de alvorlige udfordringer, som den aktuelle økonomiske og finansielle krise stiller, skriver ratingbureauet i en pressemeddelelse.

Dermed er Standard & Poor’s med sit ryk et hak ned ad kreditværdighedsranglisten helt på linje med Moody’s Baa3-rating. Moody’s truede sidst i august med at sænke Spaniens rating med et yderligere hak.

Sidst i september bebudede den spanske regering en voldsom spareplan på i alt 300 milliarder kroner til næste år. For tredje år i træk vil der således være betalingsstop for lønstigninger til offentligt ansatte. Samtidig vil skatter og afgifter stige med i gennemsnit 3,8 procent, og ministeriernes budgetter vil blive skåret med 8,9 procent.

Arbejdsløsheden i Spanien er på rekordhøje 25 procent svarende til 5,7 millioner mennesker. Landets offentlige gæld er 68,9 procent af bruttonationalproduktet.