Fredag aften vedtog FN en resolution, der opfordrer til demokratisk styre i landet og skælder ud på FNs eget Sikkerhedsråd.

FN har fredag aften dansk tid vedtaget en resolution, der fordømmer Syriens regering og præsident Bashar al-Assads brug af tunge våben mod civilbefolkningen og oprørerne.

Resolutionen udtrykker »alvorlig bekymring« over den eskalerende vold i Syrien og beklager, at Sikkerhedsrådet har svigtet at nå til enighed om, hvad der fremover skal ske i landet.

Desuden opfordrer den til en overgang til et demokratisk og pluralistisk politisk system i Syrien.

FN kritiserer samtidig sit eget Sikkerhedsråd for uenighed og blandt medlemslandene.

På generalforsamlingen i New York stemte 133 lande for resolutionen, der er formuleret af Saudi-Arabien, mens 31 undlod at stemme. 12 stemte imod - deriblandt Rusland, der er en af Assads trofaste allierede, og Kina, Nordkorea, Hviderusland, Iran, Cuba samt en række andre kritikere af den vestlige verden.

Især Rusland og Kina har de seneste måneder benyttet deres vetoret til at forhindre internationale sanktioner mod Assad og hans styre.

USA har givet de to stormagter skylden for at skabe ragelse og uenighed i Sikkerhedsrådet.

Den seneste udvikling i FN sker efter, at Kofi Annan torsdag i frustration trak sig som særlig fredsmægler i Syrien. Han mente, at stormagterne i Sikkerhedsrådet »peger for mange fingre af hinanden på et tidspunkt, hvor det syriske folk desperat har brug for handling«.

Den blodige konflikt i Syrien har stået på i 17 måneder og har ifølge de syriske oprørere kostet mere end 20.000 mennesker livet.

Regeringsstyrkerne har lanceret nye angreb i hovedstaden Damaskus, og fredag fortsatte kampene i landets største by, Aleppo.