Franske arkæologer har gjort et opsigtsvækkende fund ved byen Changis-sur-Marne 30 kilometer øst for Paris.

Arkæologerne har ifølge Reuters fundet et fuldt intakt mammutskelet sammen med små stumper flint. Flintestykkerne tyder på, at neanderthalere er kommet forbi det enorme dyr og har flænset kødstykker af mammutten, der sandsynligvis er druknet, eller har siddet fast i mudder. Intet i fundet tyder på, at jægere direkte har dræbt dyret efter en jagt.

Mammutskelettet vurderes til at være mellem 125.000 og 200.000 år og er et af fire fund af mammutrester, der er gjort i Frankrig.

Fortidsmenneskers tilstedeværelse i Frankrig er rigt dokumenteret gennem fund af hulemalerier, hvor også jagt på mammutter er gengivet sammen med jagtscener på blandt andet hjorte og urokser.

Fundet udenfor Paris blev i øvrigt gjort, da arkæologerne ville undersøge nogle romerske ruiner.

Mammutterne uddøde i det sydlige Europa for omkring 10.000 år siden på grund af klimaændringer, hvor de åbne stepper blev forvandlet til skov.

I Storbritannien er der fundet skeletter, der viser, at mammutten levede her for 10.000 år siden.

Skeletfund af den uldhårede kæmpe er også gjort andre steder i Europa.

I sommer fandt arkæologer fem mammutskeletter udenfor Beograd. Danmark har også været mammutland. Det viser fundet af en stødtand på Falster i 2009 og andre fund fra blandt andet Tirstrup.