Mindst en massiv eksplosion har onsdag fundet sted i et industriområde i den kinesiske by havneby Tianjin i det nordlige Kina. Syv er angiveligt døde, og mindst 300 er sårede.

Billeder og videoer, der florerer på internettet, viser hvordan den kraftige eksplosion lyser aftenhimlen op og efterfølges af en stor, sort røgsky over Kinas 4. største by.

Eksplosionen opstod ifølge lokale medier i en sending sprængstof på havnen i byen. Det skriver Reuters. Ifølge Daily Mail blev eksplosionen forstærket af, at den skete tæt ved et varehus med 'farligt materiale'.

Eksplosionen skete omkring kl. 23.30 lokal tid. Det kinesiske medie People's Daily oplyser, at syv personer angiveligt er døde efter eksplosionen.

Britiske Daily Mail skriver, at der angiveligt skulle være sket to eksplosioner, der er blevet opfanget af det center i Kina, der overvåger jordskælv. Her er de to eksplosioner eftersigende blevet målt til 2,3 og 2,9 på Richterskalaen.

Ifølge kinesiske medier bliver hundreder af personer lige nu behandlet på lokale hospitaler - langt de fleste for brandskader. Antallet af sårede er ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua oppe på mindst 300.

Der er onsdag aften dansk tid over 100 brandbiler på stedet, som forsøger at slukke den brand, der er opstået efter eksplosionen.

Så en ildkulge bag sig

En talsmand for Tianjins brandvæsen, siger ifølge britiske Daily Mirror, at 'den vigtigste opgave lige nu er at få stoppet branden.'

»Tianjins brandvæsen og dets ledere leder redningsarbejdet i forreste linje,« tilføjer talsmanden.

Et øjenvidne, Yang, fortæller ifølge BBC de lokale medier, at hun var ude at shoppe, da hun pludselig så, at der var en kæmpe eksplosion og ildkugle bag hende.

»Da eksplosionen kom begyndte jorden at ryste. Nærliggende biler og bygninger rystede. Vinduer blev smadret og alle begyndte at løbe,« siger Yang til lokale medier ifølge BBC.

Yang tilføjer, at beboerne i området har samlet sig på gaden.

Brugere af sociale medier deler videooptagelser og oplevelser fra Tianjin i stor stil onsdag aften. En person på Reddit/Kina skriver, at vedkommende bor i Binhai - et industriområde i Tianjin, hvor eksplosionen tilsyneladende er sket:

»Mange mennesket på WeChat skriver, at det er et kemisk lager i Tanggu Havn, der er sprunget i luften. Jeg bor omkring 3 km fra eksplosionen og det følges som om en stor lastbil bragede ind i min bygning. Der kom to store chokbølger.«

Tianjin er et stort havne- og industriområde sydøst for hovedstaden Beijing. Området huser 7,5 millioner indbyggere.

Er du i Kina eller kender du nogen, der har oplevet eksplosionen, så kontakt gerne BT på 1929@bt.dk

Opdateres....