En beboer på Tolbodgade i Gråsten stod nytårsnat på sin balkon og kiggede på fyrværkeriet, da hun lagde mærke til to biler, som var parkeret nede på gaden. Hun så, hvordan mindst to mænd forlod bilerne.

Måske skulle mændene blot ned til havnen for at se fyrværkeriet. Men kort efter var bilerne kørt væk igen. 

Det var i dette tidsrum, mens de fleste havde øjnene rettet mod himlens fyrværkeri, at en 49-årig mand blev overfaldet tæt på havnen i Gråsten, hvor han med sine to børn stod og så på raketterne. Han blev ifølge politiet væltet omkuld og udsat for vold af flere personer, mens hans to børn blev tvunget ind i en bil. 

To tyske biler, en Mercedes og en Citroën, kørte derefter mod grænsen og er siden fundet i Tyskland.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste 1. januar, at der formodes at være en relation til en tidligere sag fra Gråsten, som handler om forældremyndigheden over de to børn. Ifølge B.T.s oplysninger er der tale om det mediekendte par Stephan Hensel og Christina Block, hvor hun er arvingen til en større tysk restaurantkæde.

Både danske og tyske medier har tidligere beskrevet en sag om samme familie, hvor politiet anholdte en række tyske sikkerhedsfolk i Gråsten for forsøg på kidnapning. Sigtelserne blev dog senere droppet.  

Den bitre og dramatiske familiestrid om børnene har tilsyneladende nu taget en ny drejning. 

B.T. har været i kontakt med en lang række naboer i området, hvor mange fortæller, at de først opdagede, at noget kriminelt var sket, da nabolaget var afspærret med blå blink og hundepatruljer. Politiet modtog 00.17 anmeldelsen om et overfald ved Toldbodgade 10 ude foran restauranten CaFéodora, som var lukket den nat. 

Ejeren af restauranten oplyser, at politiet har spurgt ind til hans overvågning, som dog ikke filmer stedet. 

Syd- og Sønderjyllands Politi samarbejder med tysk politi, som formoder, at børnene på 10 år og 13 år befinder sig hos deres mor i Hamborg og derfor ikke er i fare. Dansk politi arbejder på at få sikkerhed for børnenes velbefindende. 

Står de nye oplysninger til troende, og børnene dermed er hos deres mor Christina Block, vil det ifølge en person med indgående kendskab til sagen blive svært for faren, at få de to børn tilbage til Danmark igen. 

Christina Block har de tyske domstoles ord for, at hun har samværsretten til parrets børn. 

Børnenes far, Stephan Hensel, tog i 2021 børnene til Danmark under weekendsamvær og afleverede dem aldrig tilbage igen. De danske domstole har siden afvist begæringen om at få dem udleveret til deres mor i Tyskland af hensyn til børnene. 

Stephan Hensel og Christina Block blev skilt i 2018 og har fire børn sammen. En af de ældre børn bor angiveligt med moren i Hamburg, mens de resterende tre boede hos faren i Danmark.

De har boet hos ham, siden han undlod at aflevere børnene tilbage efter ferie i Danmark. Hans samlever har bopæl i Gråsten, og børnene har været med ham siden og indtil nu.  Det har ikke været muligt at få en kommentar fra henholdsvis Stephan Hensel og Christina Block samt tysk politi. 

Opdateret mandag klokken 19:33: De to børn er hos deres mor. Det oplyser moren, Christina Block, tirsdag gennem en talskvinde for virksomheden Block House. 

»Børnene har det godt. Jeg beder om forståelse for, at jeg primært af hensyn til mine børns trivsel ikke kommer med yderligere udtalelser i øjeblikket,« lyder det i udtalelsen.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.