I sensommeren skiftede prins Joachim, prinsesse Marie og deres to børn de parisiske gader ud med den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Nu har de sat nogle ord på deres nye tilværelse – ligesom det afsløres, at prinsessen har fået en ny arbejdsopgave.

Det fortæller parret i et interview med The Washington Post.

Efter tre år som forsvarsattaché på den danske ambassade i Frankrig tiltrådte prins Joachim sidste år i august jobbet som dansk forsvarsindustriattaché i USA med base i Washington.

Prinsesse Marie har fået nye arbejdsopgaver, siden familien flyttede til Washington D.C.
Prinsesse Marie har fået nye arbejdsopgaver, siden familien flyttede til Washington D.C. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I interviewet fortæller Joachim, at ham og hans royale familie for det meste kan flyve under radaren:

»Vi har boet her i syv måneder nu, og meget få mennesker ved, hvem vi er, bortset fra danskere,« lyder det fra prinsen.

Derudover bruger de begge tiden på at skabe opmærksomhed om sager, der ligger dem på sinde, lyder det i artiklen.

Mens Joachim er protektor for 60 organisationer, har Marie varetaget sine mærkesager – blandt andet sult og madspild, som hun har arbejdet med i årevis.

Derudover har hun – siden hun ankom til Washington – samarbejdet med Veteran Coalition International, der ifølge The Washington Post er en dansk-amerikansk nonprofitorganisation, som fokuserer på langtidspleje af internationale og/eller Nato-veteraner og deres familier.

Billed-Bladet kan berette om, at Marie er blevet udpeget som såkaldt Honorary Board Director (æresbestyrelsesmedlem, red.), hvilket fremgår af et opslag på LinkedIn, som formanden for organisationen, Steve Williams, har delt.

Af opslaget lyder det, at prinsessen blandt andet er »aktivt engageret i amerikanske, danske og ukrainske sårede krigere og fremmer deres mentale og fysiske velbefindende«.

»Folk er opmærksomme, når en 'prinsesse' træder ind i lokalet, men det er langt mere imponerende, når man ser, hvordan hun derefter rører hjerterne hos dem, der har vedvarende udfordringer fra deres tid i tjeneste for deres land,« skriver Steve Williams.

Prins Joachim, prinsesse Marie, greve Henrik og komtesse Athena ses her ankomme til prins Christians 18 års fødselsdag i oktober sidste år.
Prins Joachim, prinsesse Marie, greve Henrik og komtesse Athena ses her ankomme til prins Christians 18 års fødselsdag i oktober sidste år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

I interviewet med The Washington Post sætter Marie også nogle ord på, hvordan det var at skulle varetage opgaven som prinsesse af Danmark, efter hun forelskede sig i Joachim:

»Jeg havde høje forventninger. Jeg ville tale perfekt dansk. Jeg ville have, at folk skulle være stolte af mig. Jeg ville gerne passe ind. Så jeg tror, jeg lagde et stort pres på mig selv. Men Danmark er faktisk et nemt land at leve i. Hvorfor det? Fordi folk respekterer hinanden meget. Jeg føler ikke, at der er mange konflikter. Tingene fungerer godt,« siger hun til det amerikanske medie.

Marie og Joachim har været gift siden 24. maj 2008, hvor de blev viet i Møgeltønder Kirke.

Parret mødte hinanden år forinden ved et middagsselskab, hvor Marie fik den danske prins som bordherre.

Sammen har de to børn: Den 14-årige grev Henrik og 12-årige komtesse Athena.