Atomaffald fra Risø bør ikke deponeres i nogle af de fem kommuner, som regeringen har udset sig, fastslår Struers borgmester efter høring. Enhedslisten kommer kommunerne til undsætning.

Et nej er et nej.

Skive, Struer, Kerteminde, Bornholm og Lolland Kommuner understregede under en høring mandag det budskab, som de har stået fast på længe: Ingen af kommunerne ønsker at blive endestation, når radioaktivt affald fra Forsøgsstation Risø skal deponeres.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) fastholdt på høringen, at der allerede er truffet en beslutning, og hun vil have Folketingets partier til at bakke op om den kurs, der gennem mange år har været enighed om.

Men Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S), fortæller efter høringen, at han stadig forventer, at der bliver fundet en anden løsning.

- Vi skal have afprøvet alle tænkelige løsninger i den her sag. Der var en række folketingsmedlemmer til stede i salen i dag, og jeg føler, at der blev lyttet til det budskab, siger borgmesteren.

Niels Viggo Lynghøj tror fortsat, at det kan lade sig gøre at overbevise Astrid Krag om, at atomaffaldet skal deponeres et andet sted end i en af de fem kommuner.

- Jeg synes ikke, ministeren var den, der var lettest at flytte med. Hun afleverede sit budskab - som hun har gjort før - om at der ligger en folketingsbeslutning, og den forfølger hun, indtil der er lavet en ny. Det skal hun jo også være.

- Men jeg tror, der vil være en række folketingsmedlemmer, der vil sige, at vi bliver nødt til at kigge på det her igen. Så må man gøre det, og så vil der komme en anden beslutning. Det er jeg fortrøstningsfuld over for, siger Niels Viggo Lynghøj.

Krag sagde under høringen, at affaldet godt kan deponeres ved Risø, men det er uhensigtsmæssigt, mener hun.

- Det betyder bare, at vi ikke løser opgaven, men udskyder den. For det indebærer, at affaldet fortsat skal overvåges og bevogtes, og at vi i det hele taget overlader problemet til vore efterkommere. Jeg synes, det er umoralsk at efterlade den arv. Ved at deponere det rigtigt nu, kan man i princippet glemme alt om det, og det vil ikke kunne skade mennesker eller miljø i den periode, det tager, indtil det er helt uskadeligt, sagde Astrid Krag.

De fem kommuner kan dog glæde sig over, at der kan være ændrede holdninger på vej på Christiansborg. Enhedslistens Per Clausen siger således til nyhedsbureauet Ritzau, at man bør belyse flere sider af beslutningen, inden man tager endelig stilling.

- Der er behov for, at vi mødes i den politiske kreds igen. Vi vil have belyst tre spørgsmål i beslutningsprocessen: Affaldet skal anbringes et forsvarligt sted, transporten af affaldet skal inddrages, og hvad betyder deponeringen for lokalområdet, siger Per Clausen til Ritzau ifølge fyens.dk.

Struers borgmester mener, det vil få katastrofale konsekvenser for kommunerne, hvis man ikke finder en anden løsning.

- Det er i forvejen kommuner, der har store udfordringer og problemer med befolkningstilvæksten, som alle steder er negativ. Det vil virkelige være en bet, hvis vi også skal ligge navn til at være en atomaffaldslosseplads, siger Niels Viggo Lynghøj.