Én ting er myg. Og myg kan så sandelig være irriterende nok. Men myg har en stor fordel, i hvert fald under vore skandinaviske himmelstrøg: De overfører ikke smitsomme sygdomme, hvilket let med lægeøjne reducerer disse insekter til et fredsommeligt irritationsmoment.

Det kan man ikke sige om skovflåter, som der også er rigtig mange af på denne tid af året. Lige som myg holder de af at delikatere sig med blod. Menneskeblod, dyreblod, de er ikke specielt kræsne.

Netop flåtens mulige nærkontakt med andre pattedyr end mennesket, kan i uheldige tilfælde bevirke, at den bliver smittet med mikroorganismen Borrhelia Burgdorferi.

Nemlig hvis det dyr, tægen suger blod fra, har sygdommen borrheliose. Borrheliose, også kaldet borrhelia, er en relativt hyppig infektion blandt dyr, der lever frit i naturen.

Det har bevirket, at cirka ti procent af de tæger, der flyver rundt, har fået overført "bakterien" fra det blod, de har suget til sig.

Når en skovflåt så stikker et menneske, kan det ske, at den giver sygdommen videre.

I en stor del af tilfældene viser det sig i begyndelsen som et såkaldt vandrende udslæt, der som en heksering breder sig ud fra det sted, hvor man oprindelig blev stukket.

Siden kan der komme ledsmerter, og i sin alvorligste form kan borrheliainfektionen påvirke centralnervesystemet. Det sker dog som regel først sent i sygdomsforløbet, og mange har på det tidspunkt glemt alt om, at de for måneder siden blev bidt af en skovflåt.

Nu er det heldigvis langt fra sikkert, at man bliver smittet med borrhelia, selvom man bliver stukket af en flåt, der har mikroorganismen i sig. Og det er da også sjældent, at sygdommen udvikler sig så alvorligt, at generne bliver uudholdelige, som f.eks. i politikeren Mimi Jacobsens tilfælde. Men det sker, og derfor er der grund til at passe på.

Derfor:

*Brug lange bukser og langærmede skjorter i skovområder.

*Fjern eventuelle flåter så hurtigt som muligt (husk ryggen). Du kan sagtens gøre det selv, der er ingen grund til at gå på skadestuen. (Husk dog eventuelt at få fornyet din stivkrampevaccination.)

*Gå til lægen, hvis du får et rødt, hekseringslignende udslæt. Også selv om du ikke har været i nærheden af en skov.

Behandlingen er penicillin. Det slår borrheliaen ihjel, og så er man af med den. Men for dem, der har været så uheldige at udvikle senfølger, kan det godt blive en langvarig affære at blive fuldstændig rask igen.

Flåter kan overføre andre sygdomme

Borrheliose er ikke den eneste sygdom, der kan overføres med skovflåter. Sygdommen TBE (Tick Borne Encephalitis=flåtbåren hjernebetændelse) findes rundt omkring i Europa og er sågar konstateret på Bornholm op til flere gange.

Der er tale om en virusinfektion der, som navnet antyder, kan give hjernebetændelse, der kan være dødelig eller give varige mén.

Udover hvad immunsystemet selv kan klare, findes der ingen specifik behandling, hvis man først er blevet smittet.

Men der findes en effektiv vaccine, der giver op mod 100% beskyttelse.