En 71-årig amerikansk kvinder er død efter at have tilbragt mere end seks årtier i en jernlunge.

Martha Mason levede et bemærkelsesværdigt liv - det meste af det bundet til en såkaldt jernlunge. Sådan lå hun i 60 år - og det er rekord.

Martha Mason voksede op som en helt almindelig pige i den lille by Lattimore i North Carolina, men blev i 1948 som 11-årig ramt af polio og blev lam fra nakken og ned. Hun måtte lægges i en 400 kg tung jernlunge, som hjalp hende med at trække vejret.

Trods sit svære handicap formåede hun gennem sit 71 år lange liv både at tage en studentereksamen med skolens højeste karakter og derefter gå på college. Hun blev nærmest en institution i sin hjemby, hvor hun ofte fik besøg i sit hjem. Næsten alle byens godt 400 indbyggere kendte hende, den lokale bogklub holdt møder i hendes hjem og hun havde ofte middagsgæster.

Selv om den teknologiske udvikling betød, at der kom andre alternativer, valgte Martha Mason at blive i sin jernlunge livet igennem.

Den gav hende frihed. Lod hende trække vejret uden slanger i halsen eller hyppige hospitalsophold, som nyere opfindelser ville kræve. Og så krævede jernlungen ingen proffessionel hjælp til at holde den igang. Det betød, at hun kunne blive i sit hjem og klare tilværelsen med bare to hjælpere.

Læs mere under annoncen

Selv fortalte Martha Mason, at hun havde levet et godt liv, selv om hun var bundet til jernlungen: - Jeg er glad for at være, den jeg er, og hvor jeg er, sagde hun i 2003 til avisen The Charlotte Observer.

- Jeg ville bestemt ikke have valgt dette liv, hvis jeg havde haft valget. Men da jeg ikke havde noget valg, har jeg formentlig haft det bedste liv, nogen kunne ønske sig i min situation.

Oprindeligt gav lægerne kun Martha Mason et års tid at leve, da hun som 11-årig blev lagt i jernlungen, men hun trodsede alle odds.

Studietiden på college klarede hun ved at blive kørt i skole i sin jernlunge i den lokale bagers varevogn og senere fik hun job som journalist for en lokal avis. Artiklerne dikterede hun til sin mor, som skrev dem ned.

I midten af 1990'erne fik hun en computer, som hun med stemme-aktivering kunne bruge til at gå på internettet med. Hun brugte den også til at skrive sin selvbiografi: "Breath: Life in the Rhythm of an Iron Lung", som udkom på et lille, lokalt forlag i 2003.

Kort før sin død oprettede Martha Mason også en profil på Facebook for at holde kontakten med sine venner. Hun elskede at snakke om politik og sin have.

- Jeg er, hvad der foregår inde i mit hovede, fortalte hun i et interview i 2003.

- Martha var det mest forbløffende eksempel på, hvad mennesket er i stand til, trods al modgang, sagde hendes gode ven Charles Cornwell efter hendes død til avisen The Charlotte Observer. - Hun var en meget stærk person.