APM Terminals er som det eneste selskab udvalgt til forhandlinger om driften af havne i Bahrain.

Havneoperatøren APM Terminals, der er et datterselskab i A.P. Møller - Mærsk-koncernen, er blevet udvalgt som den foretrukne budgiver på en 25-årig kontrakt på drift af havne i golfstaten Bahrain.

Kontrakten drejer sig om drift af havnen Mina Salman, der sidste år håndterede 200.000 tyve fods containere, (TEU), i 18 måneder. Bagefter rykker aktiviteterne over i den nybyggede havn Khalifa bin Salman Port, hvor APM Terminals venter at få en eksklusiv enekontrakt på driften i 25 år.

Topchefen i APM Terminals, Kim Fejfer, understreger dog over for RB-Børsen, at APM Terminals ikke har vundet kontrakten endnu.

- Vi er nu de eneste, der skal forhandle med myndighederne om kontrakten, siger Kim Fejfer, som beskriver kontrakten som hverken den største eller den mindste for APM Terminals. Han vil dog ikke komme nærmere ind på værdien af den nye aftale.

/ritzau/