Jimmy Jørgensen har lagt den ekstravagante livsstil i det indre København fra sig for at få råd til at koncentrere sig om sin første og største kærlighed: musikken.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han er søn af en sømand og en bryggeriarbejder, født og opvokset i Vanløse, smidt ud af skolen midt i niende klasse og siden uddannet som blikkenslager.Vi taler med andre ord om arbejderklasse med et A, så man genkalder sig salig DKP-leder Knud Jespersens flammetaler fra Fælledparken. Dengang man stadig gik op i solidaritet og den slags anakronismer.
I dag er blikkenslageren fra Vanløse musical-, film-og teaterstjerne. Han startede egentlig som sanger i semipunkbandet Baby Hotel Hunger, som siden blev til rockbandet Hotel Hunger. Før han i Dr. Dante forestillingen 'Gasolin'' i 1995 startede en skuespillerkarriere, som siden har kastet både tv-, film og teaterroller af sig.
Vil den virkelige Jimmy Jørgensen - ham er det nemlig - venligst træde frem og blotlægge sit hjerte.
- Jamen, hjertet ligger hos musikken. Det er der overhovedet ingen tvivl om, siger Jimmy, som på mandag udgiver sit andet soloalbum med titlen 'A Face In The Crowd'.
- Jeg ved jo godt, at jeg i de sidste femten år har tjent penge på noget andet, og dermed kom musikken længere og længere væk, for man tjener bare ikke ret mange penge på musik nu om stunder.
Jimmy griner på bodegaen i dét, en populær tv-serie har kaldt 2900 Happiness. På det lokale posthus kalder de det Hellerup, og hér er storbybeduinen Jimmy Jørgensen rykket ud i en billig lejlighed.
- Med det forbrug, jeg havde sat op for mig selv inde i København med biler, ejerlejlighed og pis og lort jamen, det kunne sgu ikke fortsætte, hvis jeg skulle lave musik igen.
- For musik er der ikke mange penge i længere, men det er jo dét, jeg i den sidste ende holder mest af
Hellerup ER faktisk blevet Happiness for Jimmy.
- Jeg havde rodet mig ind i et liv og et forbrug, som pludselig gjorde, at jeg skulle tjene virkelig mange penge hver måned for at opretholde den levestandard, erindrer han.
- Jeg havde sat mig i en situation, hvor jeg ikke kunne tillade mig at sige nej til en teaterrolle, fordi jeg simpelthen skulle bruge pengene.
I Hellerup kan Jimmy med egne ord 'kan sige hvad fanden, der passer ham'. Og dermed er der blevet plads til musikken igen.
Og hvad skete der egentlig med Hotel Hunger?
- Jamen, vi ses skam stadig hver uge og drikker nogle bajere, smiler Jimmy.
- Vi blev ligesom enige om på den sidste turné, at vi godt kunne lide at mødes og drikke nogle bajere - og det er vist ingen hemmelighed, at vi er ret gode til det ( latter). Men da vi så fandt ud af, at det var vores fælles samvær, snarere end nødvendigvis musikken, vi satte højst ( Hotel Hunger medlemmerne har kendt hinanden siden de tidlige teenageår, red.), så kunne vi jo for fanden bare gå på værtshus sammen, griner Jørgensen.
- Så nu har vi bare drukket øl i nogle år. Indtil videre i hvert fald, for vi laver stadig numre, men vi er enige om, at de fandme skal være gode - som i RIGTIG gode - før vi laver noget i bandet igen.
Hotel Hunger prøvede og prøvede uden at blive til det store. En skæbne, som nok havde lært de fleste at stave til 'desillusion', men ikke Jimmy Jørgensen.
- Nej, netop som det begyndte at gå nedad med Hotel Hunger, begyndte jeg jo så at få de hér skuespiltilbud. Den evige 'lykkelige Jimse-bassemand', som min mor kaldte mig. På den led har jeg jo været pisseheldig - det med teatret var jo ikke et valg, jeg havde taget, men det var karrieren med Hotel Hunger, der åbnede nogle nye døre.'
Og så i 2002 kom det kæmpehit, mange havde undt Jimmy i mange mange år. Men det kom i den usandsynlige skikkelse af popduetten 'Vent på mig' med Peter Frødin. En del af soundtracket til Hella Joofs film 'En kort en lang'.
Og vær nu ærlig Jimmy! Tænkte du 'hvorfor fanden skulle det nu lige være den', da 'Vent på mig' hittede?
- Hæ, hæ - nej, den hænger sgu ikke rigtig sammen, gør den? griner Jimmy.
- Jeg gik ind og sang den sang, og jeg syntes faktisk i første omgang ikke engang, det var en god sang. Og så var det en sang om forholdet mellem to mænd. Men jeg tænkte, hvad fanden mine venner har bedt mig synge den, så det gør jeg da. Jeg kan huske, jeg tænkte, at den da aldrig blev et hit alligevel. Jimmy griner.
- Og så gik den sgu hen og blev den mest spillede sang i fjorten år, kun overgået af Whams 'Last Christmas'. Og den lå i fjorten uger som den mest spillede sang på samtlige danske radiostationer. Og det er jeg stolt af, må jeg indrømme. Der kan man bare se, hvad en sang om kærlighed mellem to mænd kan føre til.
I det private er Jimmy Jørgensen i dag single.
- Jeg er jo ikke munk, vel? Men jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, jeg er single, som han smiler.
Han er far til 19-årige Sally. Men det er nok også det tætteste, man kommer et fast holdepunkt i Jimmy Jørgensens liv. Hvilket naturligvis er overtegnedes fortolkning, men Jimmy medgiver gerne, at han er et rastløst menneske.
- Rastløsheden er ét af mine store problemer, som han siger.
- Jeg har svært ved at finde ro, og det dér med at sidde hjemme sammen med nogen ja, de skal fandme være interessante, vil jeg sige. Jeg kan måske klare at være hjemme en enkelt weekend, men selv dér sidder jeg altså og tænker 'Gud ved, hvad de andre laver?'
Han holder en kort pause.
- Jeg tænker faktisk tit på, at man burde slå sig lidt mere til ro. Jeg har da også leget med tanken om at få et barn mere, fordi det kunne hjælpe mig til at få lidt ro på. Da jeg i sin tid var weekendfar for min datter og skulle smøre madpakker og sådan, var det vel det tætteste, jeg har været på ro og at skulle tænke på andre end mig selv.
Jimmy smiler:
- Så det var nok et barn mere, der skulle til. På den anden side; det er fandme ikke noget argument for at få et barn, at jeg skulle falde til ro.
Dén lader vi stå. I mellemtiden har Jimmy Jørgensen sat alt andet til side for det kommende album, 'A Face In The Crowd', og den turné, som starter 16. april i Pakhuset i Nykøbing Sjælland og indtil videre varer sommeren over. Se mere på www.jimmyjørgensen.dk.
