Lisbet Dahl og Cirkusrevyen aflyser to forestillinger fredag, mens Lisbet stadig afventer stadig svar fra lægen.

I en pressemeddelelse aflyser Cirkusrevyen direktør Torben "Træsko" Pedersen yderligere to forestillinger fredag. Lisbet Dahl er fortsat syg, og bliver ikke klar til at stå på scenen fredag.

- Lige nu afventer vi lægens svar om, hvornår Lisbet må tale igen. Vi har ikke hørt noget fra hende de sidste par dage, fordi hun ikke må tale, siger revykollegaen Niels Ellegaard, der indrømmer at det har været nogle mærkelige dage.

- Vi fortsætter ufortrødent med at øve, men det har været en lidt mærkelig rytme, eftersom Lisbet ikke har været her. Hun er jo også instruktøren, siger Niels Ellegaard.

Oprindeligt var premieren planlagt til i aften, men da Lisbet Dahl mistede stemmen søndag, og fortsat ikke kunne tale mandag blev premieren flyttet til søndag. Alt i alt drejer det sig nu om fem aflyste forestillinger, hvor 6500 gæster har måtte gå forgæves. Noget Torben "Træsko" Pedersen og Lisbet Dahl beklager i pressemeddelelsen.

Skuespillerholdet tager dog situationen i stiv arm.

-Vi tager det ret roligt, selvom det selvfølgelig er frustrerende at vi ikke kan fyre showet af, nu, når vi synes, det er så godt. Men der er jo ikke noget at gøre, siger Niels Ellegaard, som sammen med revykollegaerne Ditte Hansen, Ulf Pilgaard og Henrik Lykkegaard finpudser forestillingen.