En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi kiggede nok en ekstra gang, da den for et par uger siden samlede en meget mudret kvinde op ved en vejkant i Esbjerg. Siden har politiet forgæves kæmpet fo at opklare sagen.

Den forkomne og chokerede kvinde, der var indsmurt i mudder, blev fundet fredag den 26. oktober klokken 13.10, da en politipatrulje passerede hende i vejkanten.

Politiet tog den forkomne kvinde med, der forklarede, at hun var blevet tvunget til at grave et hul ved siden af et lille vandløb. Kvinden har dog ikke været i stand til at give en sammenhængende forklaring. 

- Hun havde stået og gravet et hul et eller andet sted. Og så ved vi ikke mere, end at der skulle have stået en mand i nærheden, siger lederen af lokalpolitiet i Esbjerg, Lorenz Matzen til bt.dk. Han mener, at kvinden havde har fået en form for blackout, som gør, at hun ikke kan huske noget fra episoden. 

Kvinden kunne dog vise betjentene, hvor hun havde gravet hullet.

-  Og det er rigtigt, at der er en, der har stået og gravet der, siger Lorenz Matzen, der ikke ved, om der kan ligge en forbrydelse bag.

- Vi ved ikke, om der er sket en forbrydelse. Men vi efterlyser vidner for at udelukke, at der er sket noget. Man ligger jo ikke bare og graver et hul, siger han.

Som et sidste forsøg på at opklare sagen, efterlyser politiet nu vidner, der har set noget i området fredag den 26. oktober.

Kvinden er gået fra Ulvevej på en sti langs Sædding Ringvej – muligvis læsende i et brev. Ved vandløbet under en mindre træbro på en cykelsti er der gravet et hul i mudderet. Cykelstien er en del af en sti, der går fra Vestervangsskole mod Gjesing Ringvej.

Politiet vil gerne tale med vidner, der har set kvinden gå på stien, eller som har set hende grave i mudderet.

Den forkomne kvinde beskrives som værende 31 år, omkring 165 centimer høj og almindelig af bygning. Hun havde mørkt/ rødligt opsat hår, og var iført en sort jakke og blå jeans.. Hun bar en sort strikhue på hovedet, lilla luffer og sorte sko med hvid sål.

Har man oplysninger i sagen, kan man henvende sig til politiet på telefonnummer 114.

Den unge kvinde blev efter episoden kørt til sygehuset, hvor hun blev undersøgt. Ifølge politiet blev hun sidenhen udskrevet og har ikke fået mén af episoden.