Kort før klokken 9.30 mandag eksploderede en tank med kemikalier hos virksomheden Hedegaard A/S i Nørresundby nord for Aalborg.

Ifølge politiet har eksplosionen forårsaget røgudvikling i nordlig retning og beboere frarådes således at gå ud, lyder det fra Nordjyllands Politi.

Mandag formiddag var hele området ved havnen spærret af, og ifølge nordjyske.dk er der tale om en meget kraftig, gul røg, der river i næsen. Folk fra Beredskabscenter Aalborg er iført beskyttelsesdragter. Yderligere hjælp er på vej i form af blandt andet politi fra Hobro og Løgstør.

På grund af røgen opfordrer politiet især beboere på Engvej, Kongensgade, Kronprinsens Alle og Dronningensgade i Nørresundby til at blive indendøre.

»Hvis folk lugter eller smager noget underligt, skal de skynde sig at trække sig væk fra området. Vi ved endnu ikke, hvad det er for et stof, som er eksploderet,« siger vagtchef Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.

Ingen er kommet til skade ved eksplosionen, men den var så voldsom, at man på Aalborg Kommunes tekniske forvaltning, som ligger cirka en kilometer væk, mærkede rystelserne.

Branden, der fulgte efter eksplosionen, er under kontrol.