Jarlen viser sin mørke side i TV2s 'Stjernerne på Slottet'.

- Jeg fik jo tæsk derhjemme . For jeg lavede ulykker.

Efter de to korte sætninger er stilheden trykkende. Og selvom tonen efter den korte stilhed hurtigt bliver lys igen, så har Jarl Friis-Mikkelsen åbnet døren til en verden, han normalt holder hermetisk lukket: barndommen og privatlivet.

Scenen er fra udsendelsen 'Stjernerne på Slottet', som du kan se på TV2 på tirsdag.

I det sidste afsnit af serien er det Jarl Friis-Mikkelsen, der skal planlægge dagen og lade sig interviewe af de fire andre stjerner.

Og eks-tv-chefens åbenhed er inspirerende. Især da snakken faldt på hans mor, der døde, da Jarlen var bare 11 år gammel.

Var bandit som barn

- Min mor var meget smuk og meget norsk. Og jeg reagerede på hendes død ved at blive en bandit. Jeg var medlem af en bande, der stjal fra stormagasiner. Jeg var en klassisk bisse, siger Jarl Friis-Mikkelsen, der først så lyset, da han som teenager blev tvunget til at gå 1.g om.

- Indtil da var min far overbevist om, at jeg aldrig ville blive til noget. Min farfar var politimand. Jeg stjal. Og jeg var slet ikke skolemoden, fortæller Jarlen, der med det samme tilstår, at han bryder sig langt bedre om at stille spørsgmålene frem for at besvare dem.

Og selvom den erfarne 57-årige tv-mand og komiker gør sit bedste for at tilføje historien en munter tone, så er hans medstjerner på slottet i Toscana i Italien tydeligt chokerede.

- Jeg vidste ikke, at han havde så dystert et barndomshjem, bemærker Mia Lyhne afdæmpet.

Men her stopper den nygifte Jarl Friis-Mikkelsens indrømmelser ikke.

- Jeg kan være et meget bekymret menneske. Og jeg kan være pisseirriterende.

Jeg lavede engang et billede, jeg kaldte 'Kunsten at dække op til et mirakel'. Og det er den opskrift, jeg forsøger at leve efter. At få det bedste ud af hver dag, siger Jarlen.

Glad mand

Selv om ikke alle minderne nødvendigvis er glædelige, får man i løbet af udsendelsen indtryk af en tilfreds, lykkelig og selvsikker mand.

Således underholder Jarlen sine medstjerner med helikoptertur, opera og et stort festfyrværkeri.

Og gnisten kommer tilbage i øjet, når top-intervieweren taler om nogle af sine mest vellykkede stjernemøder. Jarlen fortæller, hvordan det lykkedes ham at vise mennesket bag Leonard Cohens intellektuelle facade. Han fortæller, hvordan han fik sneget et kys ud af Janet Jackson. Og helt rød i kinderne bliver han, da snakken falder på Cher.

En frisk flirt

Efter et hurtigt flyt til Los Angeles var den amerikanske megastjerne Jarlens første store interview. Og både Jarlen, Cher og de millioner, der så med foran tv-skærmen vil kunne huske de tydelige seksuelle spændinger, der blev udvekslet imellem Cher og Jarl.

- Hvad vil du have mig til at gøre? hvisker Cher således i et klip, hvortil Jarlen drillende og selvsikkert svarer:

- Hvad kunne du tænke dig at gøre?

- Jeg ville sikkert også have gjort det i privaten. Jeg kan godt lide at flirte. Ja, hvis jeg ikke flirter, så ligner jeg nærmest et får. Og der var noget helt specielt ved at flirte med Cher i et direkte tv-program, siger Jarl Friis-Mikkelsen med sit gammelkendte og ansigtsflækkende smil.

Sidste afsnit af 'Stjernerne på Slottet' vises nu på tirsdag.