Allerede som 11-årig malede Stine Brix hjemmelavede plakater med 'Nej til Unionen'. Siden da har ‘uretfærdigheder og urimeligheder’ været de faste trædesten i Stine Brix’ politiske karriere.
BT bringer en række toppolitikere tilbage til barndommens gade i en serie om, hvordan opdragelse, familie, skole og venner har påvirket den historie, der fortælles om dem i dag. Vi afprøver, om barndommens gade virkelig er vores væsens rod, som Tove Ditlevsen skrev i 1943.
Opret abonnement på BT PLUS og læs om Enhedslistens Stine Brix, der fortæller om ikke at kunne tie stille og male valgplakater mod EU som 11-årig.
Stine Brix står ved døren til sit gamle klasseværelse. Enhedslistens gruppeformand besøger sin folkeskole i Albertslund, hvor hun voksede op i 90’erne.
Nu er det 1.P, der bor bag den lysebrune trædør. I hendes tid var det de store klasser, der holdt til i denne del af skolen, hvor farverige børnetegninger nu pryder væggene.
»De blå træbænke er de samme som dengang. Det var her, man sad og ‘hang ud’. I frikvarteret, eller når man blev sendt uden for døren. Det gjorde jeg tit. Jeg kunne ikke holde min kæft og glemte at række hånden op,« fortæller Stine Brix.
Populært sagt er den 33-årige politiker ‘nummer tre’ i Enhedslistens kommandorække efter Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper. Stine Brix er gruppeformand og kan ved valget den 18. juni blive valgt til sin anden periode i Folketinget.
Hun er fra det ultrasocialdemokratiske Albertslund på den københavnske vestegn, hvor forældrene stadig bor. Faderen serverer rundstykker, ost og kaffe på barndomshjemmets terrasse.
Det var her i området, hun stod på Bauer inline-rulleskøjter, hørte cd’er med Take That eller Backstreet Boys og klatrede op i det store fuglekirsebærtræ, hvor ungerne fra hver sin faste plads kunne ‘drille’ cyklisterne, der kørte forbi nedenunder.
Et par husnumre længere henne i den samme rækkehusblok boede et par knægte, der senere voksede op og blev til to tredjedele af den succesrige rapgruppe Suspekt.
»Proletar, med det samme træningssæt som konen har. Fodbold-far går gennem beton-ørkenen som en dromedar. Hjem til jordhulen og forbi hulen med vennerne,« lyder det hårdt fra Suspekt i radiohittet ‘Proletar’, der handler om Albertslund.
På overfladen er der langt fra Suspekts Albertslund-univers og til Godthåbsparken, hvor Stine Brix voksede op.
Her er rummelige rækkehuse med fire værelser og to toiletter. Hendes barndom var fodboldkampe på den store fællesgræsplæne bag huset, grundejerforeningens sommerfest og et trygt hjem, hvor begge forældre havde fast arbejde.
Men det var også bevidstheden om en helt anden hverdag andre steder i bydelen. Integrationsproblemer. Arbejdsløshed. Øretæver, der sad løst. Alt det Suspekt rapper om i deres musik, som Stine Brix i øvrigt ikke lytter til selv.
Truede med at hoppe ned
Hun kigger op og peger på rækkehusets balkon over den frimærkestore have. Det var her, den røde tråd i den politiske karriere første gang viste sig. Når noget er unfair, forkert eller ‘ikke i orden’, går hun på barrikaderne.
»Min mor har fortalt, at jeg truede med at hoppe ned fra altanen, hvis der var noget, jeg syntes var uretfærdigt,« siger hun i en tone, der viser, at der trods alt var langt fra ord til handling.
Senere lærte hun de mere demokratiske måder at protestere på. De tidligste minder er fra folkeafstemningerne om EU’s Maastricht-traktat. I sommeren 1992 stemte danskerne først nej. Med Schlüter-regeringen i spidsen gik politikerne i gang med at finde en løsning, der kunne splejse den europæiske union sammen med danskernes skepsis. Løsningen blev Edinburgh-aftalen og de ‘fire danske forbehold’, der røg til folkeafstemning den 18. maj i 1993, hvor resultatet blev et ja.
»Jeg husker en fornemmelse af, at det var uretfærdigt, at der var urent trav med i spillet. Danskerne havde stemt nej tidligere, så hvorfor skulle vi nu pludselig stemme igen.«
Den 11-årige Stine Brix tegnede og malede hjemmelavede plakater med ‘Nej til Unionen’, som hun satte op på træskuret foran barndomshjemmets hoveddør.
»Så begyndte naboernes børn også. Til sidst var der valgplakater på hele blokken.«
Nervøse brandtaler
Siden da har ‘uretfærdigheder og urimeligheder’ været de faste trædesten i Stine Brix’ politiske karriere, der for alvor kom på skinner i gymnasiets sidste år.
Her blev hun valgt til bestyrelsen i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), hvor hun efter studentereksamen arbejdede frivilligt i et år som sekretariatsleder. Dengang var stridens kerne antallet af elever i klasserne.
»Jeg var den eneste, der havde kørekort, så det var mit job at besøge alle gymnasier på Fyn og i Jylland. Jeg holdt brandtaler alle steder, jeg kunne komme i nærheden af, og hjalp dem med at arrangere demonstrationer og strejker. Det var der, hvor jeg for første gang stillede mig op på en talerstol.«
Helt nøjagtigt var det på Mulernes Legatskole i Odense. Hun var ‘skidenervøs’, talte alt for hurtigt, og der var næppe nogen, der forstod et ord.
»Men jeg syntes, det var megavigtigt. Det var derfor, jeg gjorde det. Selv om her er grønt og dejligt i Albertslund, så er der også sociale problemer. Jeg vidste godt, hvad det havde betydet for min egen klasse, hvis vi havde været 34 elever. Så var der nogle, der aldrig var kommet igennem.«
Senere var hun med til at arrangere nogle af de store, landsdækkende demonstrationer mod Irak-krigen i 2003 og var talsperson for ‘Kirkeasyl’ i 2009, hvor en gruppe afviste irakiske asylansøgere søgte tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro.
Alle skal have en chance
Det var også i DGS, hun første gang mødte Johanne Schmidt-Nielsen, der senere blev Enhedslistens frontfigur og stemmesluger.
»Der kom mange politisk aktive i DGS. Dem, jeg var mest enig med, stemte på Enhedslisten. Sådan kom jeg ind i partiet.«
Tilbage i barndommens skolegård fejrer de ældste elever sidste skoledag. En dreng fra de små klasser viser stolt sin samling af karameller. Stine Brix husker, at det var som afgangselev, hun for alvor fik øjnene op for områdets udfordringer.
»Jeg kan huske, at vi i 9. klasse talte om, at der ikke var en eneste af drengene, der ikke havde prøvet at få nogle tæv. Det fyldte meget, og det var faktisk ret almindeligt.«
I dag er arven fra Albertslund en del af hendes indre politiske kompas, når hun arbejder på Christiansborg, knap 15 km længere østpå.
»Alle skal have en chance for at skabe sig et godt liv. Jeg brænder for, at alle børn får en chance for at klare sig godt og ikke bliver trukket ned af, at deres forældre har problemer, mangler penge eller ikke kan dansk. Det er det, jeg har med fra Albertslund.«
BLÅ BOG
- Født 3. april 1982 på Glostrup Hospital og opvokset i Albertslund.
- Forældre: Far var hjertelæge og mor var sygeplejerske.
- Skole og uddannelse: Gik i folkeskole Teglmoseskolen i Albertslund, der i dag hedder Herstedøster Skole. Kom senere på Albertslund Amtsgymnasium.
- Har den samfundsfaglige basisuddannelse fra Roskilde Universitetscenter, men begyndte i 2006 på medicinstudiet på Københavns Universitet, hvor hun endnu mangler to år.
- Har arbejdet som plejehjemsassistent på plejehjemmet Engskrænten i Rødovre og sygeplejevikar på Bispebjerg Akutmodtageafsnit.
- Medlem af Enhedslisten siden 2002 og i hovedbestyrelsen siden 2009. Fungerede som partiets kampagne- og kommunikationsmedarbejder indtil 2011, hvor hun blev valgt til Folketinget fra Nordjyllands Storkreds, hvor hun også er på valg i dag.
- I 2013 valgt til Enhedslistens gruppeformand efter Per Clausen, der ikke genopstiller ved dette folketingsvalg.
SÅDAN VAR JEG SOM BARN
MIT FØRSTE KYS
Det var med en fyr, som jeg ikke kendte særlig godt. Faktisk tror jeg, det var første gang, jeg var fuld og jeg så ham aldrig igen. Det var vist ikke særlig kønt.
MIN ROLLE I KLASSEN
Jeg blev helt klart set som stræberen, hvilket jeg prøvede at slippe fri af ved at snakke i timerne og blev tit sendt udenfor. Men jeg klarede mig godt bogligt.
MIN FØRSTE BRANDERT
Det var til en fest hos en fra klassen. Jeg var 13 år og havde fået lov til at drikke to øl. Som jeg husker var det rigeligt, for jeg følte mig meget fuld.
FRITID
Jeg spillede fodbold og gik til dans, nærmere bestemt disko-jazz. I dag elsker jeg stadig at danse og jeg holder med Brøndby.
JEG DRØMTE OM AT BLIVE
Journalist stod længe øverst på listen. En veninde og jeg lavede ‘5. A-posten’. Det blev et større projekt, der endte med at tage det meste af et skoleår.
DET HØRTE JEG
Musikken var enten Take That eller Backstreet Boys. Der var ingen, der hørte Kashmir her i Albertslund. Dem opdagede jeg først på højskolen.
