Det hele skyldes, at fragtmanden tog den forkerte sofa med. Sådan lyder forklaringen fra Lauritz.com på Michael Thorsens sofa-bøvl, hvor en sofa til 20.000 kr. viste sig at være den forkerte.

- Der er ikke tale om en kopi, men om at to danske kvalitetssofaer, som uheldigvis er blevet forbyttet ved en fejl i transporten, skriver Mette Jessen, konceptchef ved Lauritz.com, i et skriftligt svar til avisen.

Auktionshuset forklarer, at der simpelthen er tale om en fejl begået af den transportør, som kunden havde hyret til at hente sofaen. Det var derfor, at Michael Thorsen ikke modtog den sorte Erik Jørgensen-sofa, han havde fået hammerslag på, men i stedet modtog en Søren Lund-model.

- Der er kort og godt tale om en beklagelig leveringsfejl. Da køber efterfølgende henvendte sig til Lauritz.com Kolding fik han derfor også en undskyldning. Køber fik naturligvis også tilbudt at få sofaen byttet. Dette ønskede køber imidlertid ikke og fik i stedet sine penge inklusiv transportudgifter retur, skriver konceptchefen.

Sofaerne er næsten ens

Ifølge Michael Thorsen er en sofa, der ligner den, han fik leveret i sin tid, nu sat til salg igen på auktionshusets hjemmeside. Altså den sofa, der viste sig at være en Søren Lund-model. Denne gang i en udgave i brunt læder. Men nu er det atter blevet til en Erik Jørgensen-model på Lauritz.coms salgsopstilling, hvilket undrer den kritiske auktionskunde.

Den affære har dog en logisk forklaring, oplyser Lauritz.com. Der er tale om en Erik Jørgensen-model, som vi skriver på sitet, men de to sofaer er stort set identiske.

Både sikkert og vist

- Vi har for god ordens skyld kontaktet både producenten af Søren Lund-modellen og Erik Jørgensen-modellen, som bekræfter at modellerne er mere eller mindre identiske. Puderne til både Søren Lund og Erik Jørgensen produceres således også samme sted, skriver Mette Jessen.

Konceptchefen forklarer, at man har kontrolleret puderne nøje, og de bekræfter, at sofaen på hjemmesiden er en Erik Jørgensen-model.