Han var tæt på – og så alligevel ikke.

For selv om Kevin Magnussen var oppe som nummer 11 i søndagens Formel 1-grandprix, så var han ikke for alvor i nærheden af at score point.

Derfor vidste han godt, at der skulle lidt dramatik til længere fremme i feltet, hvis det skulle blive til en top-10-placering i Baku.

»Der var et tidspunkt undervejs, hvor jeg faktisk håbede på, at der ville ske crash foran mig. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne køre op og hente dem. Jeg lå 11er og så selvfølgelig håber man på, at der sker et eller andet foran,« erkendte Kevin Magnussen efter løbet til 3+.

Der skete dog absolut ingenting i den retning foran, og derfor endte Kevin Magnussen som nummer 14.

»Hvis vi er rigtigt heldige osv, så scorer vi point. Hvis ikke, så har vi det rigtigt svært,« som han opsummerede.

Alt i alt var han dog tilfreds med en weekend, der lignede en katastrofe efter lørdagens kvalifikation, hvor Renault-kørerne placerede sig på de to bagerste pladser.

Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

Herefter valgt Kevin Magnussen at få skiftet gearkasse, så han skulle starte løbet i Baku fra pitten.

»Vi prøvede vores bedste og fik det bedste ud af det, vi havde. Det var en rigtig beslutning at starte fra pitten og lære mere om bilen. Og holde os til den beslutning vi tog lørdag om at bruge det som en testweekend. Ikke optimalt i forhold til setuppet, men helt optimalt i forhold til at lære bilen bedre at kende til resten af sæsonen,« sagde Kevin Magnussen til 3+.

Næste Formel 1-grandprix er i Østrig og køres den 3. juli.